Hvil i fred

De vanskeligt registrerbare krigsgrave og deres historie

Af Søren Peder Sørensen

József Töröcsiks gravsten på Gravlund Kirkegård i Fovrfeld ved Esbjerg er velbevaret og et af de ganske få gravminder, som kan identificeres, efter ungarernes ophold i Danmark.

I en fortegnelse over krigens monumenter 1940-1945 undrer historikeren Anders Bjørnvad sig over, at der findes så få kendte ungarske krigsgrave, når man ved, at der opholdt sig flere tusinder ungarske soldater i Danmark i krigens sidste måneder. I hans bog oplyses blot om et gravsted. Det er på Gram Kirkegård i Sønderjylland. Den afdøde var en 19 årig ungarsk soldat Ranoly Lepsenyi (Károly Lepsény?), som druknede i en teglværkssø den 29. maj 1945, tre uger efter befrielsen. I dette ene tilfælde fremgår den dødes nationale tilhørsforhold, men det skyldtes kun, at hjemmeværnsfolk og andre på egnen 12 år senere rejste en mindesten på gravstedet til ære for den ungarske opstand i 1956.

De ungarske grave er ubekendte, fordi de døde blev rubriceret under den tyske værnemagt. Det gjorde de stadig i den aftale, som Danmark i 1962 underskrev med den vesttyske regering om tyske krigsgrave i Danmark. Ifølge artikel 1 forstås ved tyske krigsgrave ”medlemmer af den tyske værnemagt eller dermed ligestillede personer såvel som andre personer med tysk statsborgerskab, der er døde i forbindelse med krigsbegivenheder under Den anden Verdenskrig.”

I den sammenhæng er det interessant at konstatere, at i netop Vesttyskland blev krigsgravene registreret med oplysninger om nationalitet. Det kan man bl.a. se på Wesselburen Kirkegård i Slesvig-Holsten, hvor tre ungarske soldater fra Danmark ligger begravede. ”Ungarische Soldaten” står der på den fælles gravsten, som blev rejst over menig József Mussung, 91/II´s 7. kompagni, leventen József Csörnei og menig Ferenc Ördög, der alle døde i sommeren 1945. Og i Claustahl-Zellerfeld ved Göttingen blev der i 1946 rejst en mindesten over 24 omkomne ungarske soldater/krigsfanger med oplysning om deres nationalitet..

I Danmark er en identifikation af ungarske grave så godt som håbløs, da de skal søges blandt de 14.900 flygtninge og 10.250 soldater, som er stedt til hvile på i alt 34 begravelsespladser i Danmark. De største er krigskirkegårdene i Frederikshavn og Esbjerg, samt på Vestre Kirkegård og Bispebjerg Kirkegård i København.

På Vestre Kirkegård er 5344 flygtninge og 4643 soldater begravede.

Navne, fødsels- og dødsdato, nogle gange militære titler, er opgivet, men ingen nationalitet hverken på stenene eller i kirkegårdens registratur. Måske er de rubriceret som ”Unbekannt deutscher Soldat”. Andre gange genkendes ungarske navne, men man kan ikke være sikker.

Det samme er tilfældet på Bispebjerg Kirkegård, hvor der i gravafdelingen ligger 964 personer, 594 flygtninge og 370 soldater. Heller ikke her er nationalitet oplyst. Hvis nationaliteten havde fremgået, kunne vi i dag måske være lidt klogere på, hvor mange ungarere, der mistede livet ved opstanden ved Rosenborg Slot den 22. april 1945. Nu ved vi kun, at tabene var store på både ungarsk og tysk side.

Lidt mere ved vi om de faldne ungarske soldater i det vestlige Danmark, for János Pohly noterede omhyggeligt de dødsfald og begravelser, som han fik viden om. Han nævner 10 omkomne ungarske soldater og pårørende med detaljerede oplysninger om døds- og eller begravelsesdato samt sted. På det grundlag er det i dag muligt at identificere nogle af gravene, men ikke dem alle!

Blandt dem, som kan identificeres, er, foruden József Töröcsik i Fovrfeld, en 15 årig dreng, som blev begravet den 11. april 1945. Mihály Slezák, født den 29. november 1929, opholdt sig i drengesoldaternes lejr ved Rom Flyveplads syd for Lemvig, da han formentlig trådte på en landmine. Hans gravsten i natursten, formet som et kors, findes på Lemvig Kirkegård under registraturen: protokol Vest nr. 783 A .

De fem omkomne fra sabotageangrebet på den ungarske militærtransport ved Herning i februar 1945 blev ifølge rapporter fra dengang begravet på Herning Kirkegård. Placeringen kan dokumenteres af fotos fra begravelsen den 21. februar 1945. Ifølge kirkegårdskontoret i Herning blev de omkomne ungarere efter fredningsperiodens ophør i 1966 flyttet til den tyske mindelund ”Deutsche Kriegsgräberstätte” i Gedhus ved Karup. Flytningen blev foretaget af tyske studenter, der lagde de jordiske rester i hvide plastic-poser. Registreringen gik uden om det danske begravelsesvæsen.

Et besøg i mindelunden, der ligger i Gedhus ved hovedvejen mellem Herning og Viborg, bekræfter det oplyste. For enden af den store mindelund, der rummer 1185 flygtninge og 148 soldater – ofre fra 2. Verdenskrig, finder man ungarernes gravstene. I blok nr. 3, med numrene 130, 131, 132, 133 og 134. De smukke natursten, formet som kors, bærer oplysninger om navne, fødsels- og dødsdatoer, men som sagt uden at nævne nationalitet:

Bataljonschef Károly Palló, født 16.9.1915, død 19.2.1945.
Løjtnant János Szomolnoki, født 2.9.1915, død 19.2.1945.
Menig Dezső Saágy, født 27.7.1925, død 19.2.1945.
Underofficer István Győrfi, født 24.12.1918, død 19.2.1945.
Stefan Győrfi, født 13.10.1943, død 19.2.1945.

Logbogen rummer oplysninger om tre andre omkomne, men deres gravsten har det ikke været muligt at identificere.

Soldaten József Mellik fra 10. regiments 2. batteri blev begravet den 3. april 1945, efter at hans lig på en lastbil var blevet bragt fra Agerskov i Sønderjylland til Struer. En opringning til kirkegården i Struer kunne ikke give en bekræftelse på, at der fandtes en gravsten med József Melliks navnetræk.

En uge senere, den 10. april 1945, blev en ungarsk menig ved navn Pál Stocsok fra 91/I bataljonen begravet i Esbjerg. Dødsårsag ukendt. Et besøg på Gravlund Kirkegård i Fovrfeld ved Esbjerg bragte ikke Pál Stocsoks gravsten for en dag, og en opringning til kirkegårdens registratur gav heller ikke noget resultat. Han stod ikke opført nogen steder.

11 dage senere, den 21. april 1945, blev en korporal ved navn József Balázsi, 90/II bataljons 6. kompagni begravet på Lønne Kirkegård. Han omkom efter at have trådt på en landmine ved Vesterhavet, men man søger forgæves efter hans gravsten på kirkegården. Den nu pensionerede graver Henry Christensen undersøgte sagen. Hans forgænger i embedet kunne erindre begravelsen af József Balázsi. Og han kunne tilføje, at graven var blevet sløjfet efter fredningsperiodens udløb en snes år efter krigen.

På spørgsmålet om, hvorfor en tysk soldats gravsted og oprindelige kors var bevaret, lød svaret, at det var af hensyn til den afdødes pårørende, der mange år efter krigen jævnligt besøgte gravstedet. Det var i øvrigt en sørgelig historie, for den pågældende soldat havde skudt sig selv netop i de dage, hvor tyskerne kapitulerede.

Foreholdt de manglende oplysninger om de ungarske gravsteder siger forretningsfører Wolfram Schmidt, Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge i Kiel, der fører tilsynet med de tyske krigsgrave i Danmark, at ifølge aftalen fra 1962 om bevarelse af krigsgrave er tyske krigsgrave fredet vedvarende. Det er en del af Geneve-aftalen. Da ungarerne var omfattet af reglerne for de tyske krigsgrave, gælder det også for dem; men, tilføjer Wolfram Schmidt, problemet er, at man måske ikke ved, at en krigsgrav, der ligger alene på en dansk kirkegård, er fredet.

Kun i ét af disse elleve tilfælde kan man fastslå soldaternes ungarske nationalitet, nemlig på Gram kirkegård, hvor danskere opsatte en mindesten i 1957. I de øvrige ti tilfælde kan man på grundlag af oplysningerne i Pohlys logbog identificere syv gravsteder i henholdsvis Fovrfeld, Lemvig og Gedhus. Om de sidste tre har vi blot logbogens oplysninger. Deres grave findes ikke.

Samlet set afdækker det blot en meget beskeden del af ungarernes tabstal som ”medlemmer af den tyske værnemagt eller dermed ligestillede personer” under deres korte ophold i Danmark. Der har været flere, men vi ved ikke, hvor de er, og vi får det nok aldrig at vide.

Det skulle da være, om et billede af et for længst forsvundet gravsted dukker op, som det skete i forbindelse med korporal József Balázsi på Lønne Kirkegård, den Balázsi, hvis gravsted blev sløjfet efter fredningsperiodens ophør. Et fotografi af hans grav, øjensynligt taget kort efter hans begravelse i april 1945, blev mange år efter fundet i efterladenskaberne fra en tysk bunker i Blåbjerg. På billedet ses gravstedet belagt med småsten, der tilsammen danner en mosaik af den ungarske våbenskjold, samt et trækors med József Balázsis navn og med ønsket om ”Hvil i fred” – Béke Poraira.

Om ikke andet, så kom dette ønske til at gå i opfyldelse for József Balázsi og for alle de andre ukendte, der mistede livet under 2. Verdenskrig i Danmark.

Kapitlet er fra bogen “De ungarske soldater – En glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig”.

Skriv et svar