Sejlads på Storebælt, enheders placering i landsdelene og om drengesoldaterne

Af Søren Peder Sørensen

Ungarerne var i disse uger af foråret 1945 ustandseligt på farten mellem landsdelene, og flere kom mere end én gang ud for den oplevelse, det var, at sejle frem og tilbage over Storebælt. Jens Otto Krag, den senere statsminister lagde mærke til dem under en overfart fra Fyn til Sjælland en søndag i april. I sin erindringsbog skrev han: ”På Storebælt næste dag passerede vi en modgående færge fyldt med ungarske soldater, ubevæbnede, i brune kakiuniformer, hver med et tæppe over skulderen. Det var umuligt at kommunikere med dem, men jeg tør vædde på, at de heller ikke var tyskvenlige.” (1)

De kaki-farvede uniformer og skuldertæpperne var et ganske karakteristisk træk. Hertil kom skråhuen, der var høj fortil og forsynet med klapper, fæstnet med to knapper. Underofficerer og mandskab bar lange kakibukser og korte støvler eller kraftige sko med viklers. Af billeder fremgår, at officerer eller i hvert fald nogen af dem bar ridebukser og sorte ridestøvler samt sorte handsker. Gradstegnene blev båret på uniformens kravespejl, af officerer tillige på kappens ærmeopslag og foran på felthuen.

Overordnet set adskilte de ungarske enheder sig fra andre fremmede soldater i tysk tjeneste ved at være en national hær. De optrådte i egne uniformer, og de var under egen kommando, dog som en del af de tyske divisioner. I Danmark var de underlagt 325. infanteridivision (Nordjylland), 328. infanteridivision (Sjælland), 160. infanteridivision (Sydjylland) og 166. infanteridivision (Midt- og Vestjylland). Desuden var den ungarske bataljon i Thy og en artilleriafdeling i Lemvig underlagt den russiske brigade 599, der bestod af et kaukasisk regiment med enheder fra Georgien, Nordkaukasien og den Aserbaidjanske Sovjetrepublik. (2)

Når man sammenlægger alle oplysninger om den ungarske hær i Danmark, udgjorde den i foråret 1945 tre regimenter, 12 bataljoner med 41 kompagnier samt to artilleriafdelinger med 4 batterier. På det grundlag må man formode, at den samlede styrke inklusive civile har været på mellem 12.000 og 15.000, fordelt med 10.000 i Jylland og 5.000 på øerne.

En nærmere gennemgang af enhedernes placering afslører, at den ungarske udstationering var så godt som landsdækkende. Ungarske enheder opholdt sig i 12 af landets 14 amter og i mere end 50 af landets 271 kommuner (3). Dog ikke samtidigt. Det typiske var, at soldaterne blev flyttet rundt såvel inden for lokalområderne som mellem landsdelene.

”Det står mig efterhånden klart, at denne evige vandring er blevet vores skæbne”, skrev en nedslået Zoltán Csákány fra 4. telegrafistbataljon i sin dagbog fra Herning den 6. februar, da han fik at vide, at de skulle rejse videre. Det var ikke usædvanligt, at enheder som Zoltán Csákánys blot opholdt sig få dage et sted, før de blev sendt videre. Det længstvarende ophold havde 93. uddannelsesregiments 6. bataljon (93/VI), som uafbrudt var udstationeret, i Høveltelejren på Nordsjælland fra den 2. februar til den 18. maj 1945.

Denne konstante flytten rundt  kom særligt til udtryk på Sjælland, som i slutningen af januar 1945 havde en stor tilstrømning af enheder fra 93. regiment. I de første uger opholdt de sig bl.a. i Næstved og Vordingborg, før de blev sendt videre til Hvalsø-området vest for Roskilde, og til Odsherred. Derfra blev enheder efter blot få uger flyttet videre til Sorø-kanten, hvor de var, da tyskerne kapitulerede. En bataljon blev sendt fra Sjælland til Fyn, hvorfra to kompagnier atter blev sendt til Bornholm. I Jylland fandt den mest omfattende flytning sted i krigens sidste uger, da tyskerne beordrede flere af de ungarske enheder fra den jyske vestkyst til stillinger omkring Agerskov i Sønderjylland, hvor ungarerne skulle deltage i forstærkningsarbejder af den tyske forsvarslinje Kriemhild-stillingen, som strakte sig fra Haderslev til Ribe.

Flytningerne kom i høj grad til at påvirke den ungarske udstationering og danskernes opfattelse af den. Der var landsdele, hvor folk aldrig erfarede, at de havde haft ungarere boende, mens man andre steder på trods af det kortvarige ophold nåede at etablere kontakter, der senere blev til venskaber.

For ungarerne var det karakteristisk, at så mange aldersgrupper var repræsenteret. Hovedparten var nok mænd omkring de 20, men der fandtes også en del midaldrende samt nogle helt unge, ja nærmest drenge.

Drengesoldater forekom i den tyske hær, hvor de ofte blev set som små soldater trukket i alt for store uniformer. I den ungarske hær kom de til at bære deres egen tragiske historie. Siden 1938 var det ved ungarsk lov bestemt, at alle drenge fra 12 til 18 år skulle være medlemmer af den paramilitære spejderorganisation Leventerne. I denne organisation blev de pålagt en militær træning af fire timers varighed hver uge. Ved Pilekorsets magtovertagelse i oktober 1944 blev Leventerne underlagt militær straffelov, og titusinder af børn blev i vinteren 1944/45 under trusler om dødsstraf skilt fra deres forældre og ført til Tyskland. (4) Den katolske præst Mihály Kovács, der af sin biskop blev sendt til Nordtyskland i vinteren 1945 for at være hos de nødstedte drenge, beretter i sin bog om, hvordan grædende forældre tog opstilling langs jernbanen. Der var eksempler på, at de forsøgte at stoppe togene for at få deres børn tilbage. (5)

I de tyske baraklejre, hvor de forskræmte børn ofte var uden voksne ledere, led de af underernæring og sygdomme. Værst gik det de børn, som blev underlagt SS-kommando i Tyskland og sendt i krig. De blev påtvunget tatoveringer, som også efter krigen stemplede dem som SS-frivillige.

Mihály Kovács anslår, at af de 30.000 drenge, som blev sendt ud, var vel et par tusinde i Danmark. Formentlig har tallet været lavere, på omkring 500. Vi ved, at der i den militære baraklejr ved Rom Flyveplads syd for Lemvig befandt sig en deling, der alene bestod af drengesoldater. Der opholdt sig et par hundrede (6), og disse drenge var under kommando af en voksenleder ved navn István Szendrödy. I Vang og Klitmøller i Thy var omkring 100 drenge fra Pécs tilknyttet 91. bataljons 5., 7. og 8. kompagni, hvis kommandant var kaptajnløjtnant József Bánhidy. I andre tilfælde var drengene spredt i mindre grupper i diverse kompagnier og delinger. Én af dem var Otto Lenkei, 90/II bataljon, der oplyser, at han fik undervisning af tyske instruktører, før han med sit kompagni blev flyttet til en bunker ved Nymindegab, hvor han sammen med de menige indgik i den tyske bevogtningstjeneste af kysten. (7)

Der findes så godt som ingen oplysninger om de vilkår, som drengene levede under i Danmark, men man kan formode, at drengene må have haft tåleligere forhold hér end i Tyskland. De undgik at blive sendt i kamp, og der var voksne landsmænd til at beskytte dem. Den yngste, som vi har kendskab til, var en dreng på 15 år, Slezák Mihály, der boede i baraklejren ved Rom Flyveplads. Den 11. april 1945 omkom han, formentlig som følge af en minesprængning. Hans gravplads kan i dag ses på Lemvig Kirkegård, men stenen er så dårligt vedligeholdt, at navnet er næsten ulæseligt.

Fakta om den ungarske hær i Danmark

93. uddannelsesregiment havde hovedkvarter i København, senere Roskilde, og bestod af fem bataljoner med anslået 5000 mand. To af disse bataljoner, 93/I og 93/III, var placeret på Fyn/Bornholm samt i Nordjylland. De tre øvrige bataljoner 93/II, 93/V og 93/VI var ved krigens slutning placeret i henholdsvis Hvalsø, Hørve/Sorø og Blovstrød på Sjælland.

90.+91. uddannelsesregiment havde hovedkvarter i Outrup i Vestjylland og bestod af to halvt opfyldte regimenter med i alt 4 bataljoner på anslået 4000 mand. 90/I havde hovedkvarter i Varde, 90/II i Nymindegab, 91/I i Ulfborg (senere Agerskov), og 91/II i Hurup (senere Thisted).

2. Ingeniørregiment havde hovedkvarter i Ølgod i det sydvestlige Jylland og bestod af 1 bataljon, hvis kompagnier lå i Strellev og Lyne.

10. artilleriafdeling havde hovedkvarter i Lemvig i det nordvestlige Jylland og bestod af tre batterier samt en afdeling med drengesoldater (Leventer). Nogle af disse blev senere flyttet til Sønderjylland.

5. artilleriafdeling havde hovedkvarter i Oksbøl i Vestjylland og bestod af to batterier i Oksbøl og Klinting.

4. radio- og telegrafistbataljon lå skiftevis i Jægersprislejren i det nordvestlige Sjælland, Herning, Borris og Lønborg/Vostrup i Vestjylland og bestod af to kompagnier.

82. regiments 3. bataljon var placeret i Hjørring og Dybvad i Nordjylland, samt i omliggende landsbyer, mens mindre styrker lå i Sindal og Tolne.

En kavaleriskole for 150 militærpersoner, af dem 55-60 officerselever, var udstationeret på herregården Nysø ved Præstø, senere Gaunø Slot ved Næstved.

1. Jens Otto Krag: Ung mand fra trediverne. Erindringer. Gyldendal 1969. Side 190.
2. Palle Roslyng -Jensen: Russerne i Danmark 1943-1945. Jysk Selskab for Historie 1975-76. Side 405.
3. Ifølge kommuneinddelingen fra 1970.
4. Gosztony: Endkampf an der Donau. Side 110.
5. Kovács Mihály: Negyvenezer Magyar levente Kálváriája. Udgivet på Országos Pedagógiai Könyvtár És Múzeum, Budapest 1993.
6. Feltpræsten János Pohly oplyser i sin logbog, at han 1. april 1945 holdt altergang for Leventerne i Rom med deltagelse af 224 personer.
7. Otto Lenkeis beretning dateret 12. februar 1994.

Fra bogen: Søren Peder Sørensen: De ungarske soldater. En glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig. Museet for Varde By og Omegn. 2005