Dansk Politik og Sorø Amtstidende 30. juni 1945
Broget liv hos ca. 90 civile ungarske Studenter, der i Landflygtighed gaar til Forelæsning hos seks Professorer i en sjællandsk landsby…
Ved Thyra Christensen
Et sælsomt Liv har i de senere Maaneder præget Vemelev ved Slagelse – har været det foreløbige Hjemsted for intet mindre end en Del af Budapest Universitet.
BUDAPEST UNIVERSITETET I VEMMELEV. Det lyder fantastisk, og det er fantastisk. Bag dette gemmer sig omkring 90 mærkværdige Skæbner, en Haandfuld af dem, den store Krigshaand har kastet Bold med. Medlemmer af Ungarns Aristokrati, Videnskabsmænd, Bondesønner og Millionærsønner og kvindelige ungarske Skønheder med Børn født undervejs fra Donanustaden ligger paa Halmlejer mellem Vasketøj, Kunstbøger, Malergrejer, Mad og Tegnebestik, og alt mens det usikre Zigeunerliv glider forbi dem, har de Vilje til at fortsætte systematiske Studier, saa de, om alt gaar paa det bedste, om et Aarstid kan gaa op til afsluttende Arkitekteksamen hjemme i Budapest.
Men hvordan er disse Ungarere skyllet op i den lille sjællandske Landsby? Hvorfor har Tyskerne ikke indkaldt alle de raske unge Mænd til Militærtjeneste? Er de, eller har de været tyskvenlige?
Videnskabsmænd og Virtuoser iblandt
Svarene på disse Spørgsmål faar vi dels af den elskelige gamle Verdensberømthed Professor Gábor v. Kazinczy, der en Dag kommer op paa ”Sorø Amtstidende” for at bede os sætte ham i Forbindelse med en Ingeniør, der kan laane ham nogle Instrumenter, som de ikke kan undervise foruden – han straaler lykkeligt, da Stadsingeniør Kerstens arriverer paa Kontoret med det savnede Instrument – og dels faar vi Udredningen af de arkitektstuderende Ungareres Forhold af to af de unge Studenter, Anthál og Sijárto, som vi en Aften træffer i et Selskab.
De er begge et Par morsomme Repræsentanter for det fremmedartede ungarske folk. Anthál er et Sproggeni, der benytter enhver Lejlighed til at lære en ny dansk Glose, og Sijárto med tunge Raadyrøjne og destingverede Manerer er en lille Fyr, der spiller hele Natten uden Ophør på sin Violin…Beethovens Romancer, Meditation, Csardas… spiller med sydlandsk Indlevelse, til alle glemmer Tid og Sted, og han selv bliver en hel ny Sijárto. Violinen er en af de 6, han hjemme i Budapest udvalgte til at gøre Turen med på Flugten gennem det brændende Europa. Skønt Musikkendere bedømmer hans musikalske Præstationer som virtuose, fabler han ikke om at forlade Arkitektvejen… Saadan spiller saamænd saa mange Ungarere, siger han med sin sagte Stemme – men spændende bliver det at konstatere Resultatet, naar han om nogen Tid muligvis skal optræde i København sammen med Telmanyi.
Gud har baaret os paa Hænder
Disse Ungarere har man ikke talt med længe, før man opdager, at Nazister er de ikke. Da Russerne nærmede sig Budapest, fik Studenterne og deres Professorer Ordre til at forlade Universitetet i Løbet af otte Dage. Ca. 200 Mand fra Universitetet, nogle i Følge med deres Koner og Søstre, flygtede den 14. September 1944 til Breslau og derfra videre til Halle og efterhaanden skilte de ca. 80 arkitektstuderende med deres seks Professorer sig ud og naaede i samlet Trop Danmarks Grænser i Slutningen af April Maaned – men efter hvilke Oplevelser! Stuvet sammen paa aabne Vogne, der sneglede sig af Sted i Vinterens Kulde. Man kaldte denne Færd ”Dødstoget”. Flere Gange regnede Bomberne ned just der hvor Studenterne var. Saaledes viser de et Billede fra Halle, hvor deres Kvarter blev ramt af Fuldtræffere, mens de var der, men som ved et Under slap de uskadt…Gud har baaret os paa Hænder…siger en af dem.
Derfor blev de ikke Soldater
Nogle Steder blev de sat til at være med i Oprydningen efter Bombardementer, kaste Sne eller til at gøre rent paa Kaserner efter Tyskerne. Et særligt snavset Sted fik man under dette Arbejde baade Lus og Fnat, Ubehageligheder, som man trods de primitive Forhold kun har været ude for den ene Gang. Maden var naturligvis slet. Der kunde intet købes i Tyskland. Kun ved Cigaretters Hjælp kunde man komme frem dér. Cigaretter kunde faa Togene til at køre stærkere og Tyskerne til at komme frem med det lidet de havde, og dette Forhold havde Ungarerne været klare over, inden de rejste fra Budapest.
Grunden til at de blev beordret til at rejse og til at de ikke blev indkaldt til Militærtjeneste, var Tysklands Iver efter at sikre sig uddannede Folk til Opbygning af Ødelæggelserne.
Men det er efter Ungarernes Udtalelser at dømme ikke just Tysklands Genopbygning, de har tænkt paa, naar de under alle disse Omvæltninger i Tilværelsen stadig undervejs har studeret og fulgt de medfølgende Professorers Forelæsninger. Midt i denne Leven fra i Dag til i Morgen har de haft en utrolig Vilje til at tænke på en eventuel Fremtid.
I det hele taget er en optimistisk Foretagsomhed tilsyneladende et Fællestræk for alle disse unge Studenter, Professorerne og ikke mindst deres Fruer, opdager vi, da vi en Eftermiddag kigger indenfor paa Budapest Universitet i Vemmelev.
Det er et syn, der nok kan faa det til at suse for ens Øren af Forbavselse. Midt imellem Tøj, der hænger til Tørre, Mælkeflasker og Brød, alle ”Sengene”, det vil sige Halmlejerne, som ligger ganske tæt ved hinanden, omkranset af alskens Bagage, staar et par Borde. Her sidder Studenterne tindrende sydlandsk sorte og nordisk lyse let rødmende og følger ivrigt Professor Pelikan Jozsef ´s Forklaringer på Tavlen..
I et andet Lokale – paa Skolen, hvor en Del boede (andre boede i Forsamlingshuset) inden de blev flyttet til Vejsgaarden – møder der også én adskilligt, man ikke havde ventet. Lærebøger, højinteressante Kunstbøger og Bygningsskitser ligger her mellem hinanden blandt Tegninger og Akvareller og et stort Materiale af — Lysbilleder om Kunst, bragt ubeskadiget med fra det fjerne Hjemland.
Her fløjter vi trods alt
Også Skrivemaskiner finder man her men ude i Solskinnet finder vi dog noget, der er endnu besværligere at transportere fra Budapest: en stor hvid Barnevogn, og i den ligger et yndigt Professorbarn, født undervejs i Bomberegn. Den unge Professorfars Øjne bliver fugtig-sorte, da han fortæller de dramatiske Begivenheder om denne Fødsel. De er den eneste Gang vi der ude ser Mindelser om det gennemgaaede overvælder nogen synligt. Her er det Skik at slutte alt tragisk af med en munter Fløjte eller et lille Smil – det gælder fra den yngste Student til den højlærde Professorfrue, der leder Forplejningen af de mange Mennesker.
Forleden flyttede Ungarerne til Korsør efter at de i Vemmelev efter en gammel ungarsk Skik havde plantet deres farvestraalende Træ-Mindepæle bl.a. hos Pastor Nielsen og Frue, der er blandt dem, der har vist dem Venlighed.
Læs også: