En ungarsk arkitektgruppe på 96 mennesker strandede i Danmark de sidste dage af 2. Verdenskrig. Der skulle gå halvandet år før de kunne vende hjem, og i mellemtiden valgte flere at blive i Danmark eller at rejse til et andet land i Europa eller Amerika
Af Søren Peder Sørensen
Til Flensburg ved den tysk/danske grænse ankom den 14. april 1945 en togtransport med 96 ungarske arkitektstuderende.
Med fulgte lærere og professorer samt familiemedlemmer. Efter tre dages ventetid passerede de grænsen ved Tønder den 17. april og samme dags aften nåede de Varde i Sydjylland.
Hvad skulle denne gruppe i Danmark mindre end tre uger før den tyske kapitulation? Og hvorfor blev de her i næsten halvandet år, når hovedparten ønskede at vende hjem?
Deres dramatiske historie, ukendt for de fleste, giver et enestående indblik i den kaotiske flygtningesituation, som herskede i tiden før og efter Danmarks befrielse. I starten var den danske modtagelse tvetydig og skeptisk, til tider fjendtlig, da mange forbandt dem med den tyske besættelsesmagt. Senere voksede sympatien, efterhånden som danskerne erfarede, at de ungarske studerende ganske ufrivilligt var havnet i den situation, som havde bragt dem til Danmark.
En dansk avis beskrev i befrielsessommeren 1945 gruppen som ”en håndfuld af dem, den store krigshånd har kastet bold med. Medlemmer af Ungarns aristokrati, videnskabsmænd, bondesønner og millionærsønner og kvindelige ungarske skønheder med børn født undervejs fra Donaustaden..”
Under militær kommando
De arkitektstuderende var tilknyttet Teknisk Universitet i Budapest. Efter Den røde Hærs indtrængen i efteråret 1944, havde den nyindsatte nazistiske Pilekors-regering besluttet, at højere læreranstalter skulle flyttes til Tyskland, hvor uddannelsen af blandt andre læger, veterinærer, ingeniører og arkitekter kunne fortsætte. De studerende blev underlagt militær straffelov, hvilket betød, at de ville blive betragtet som desertører og dermed risikere dødsstraf, hvis de hoppede af.
Lærere og professorer var ikke omfattet af den militære ordre. Et stort flertal af lærerne på Teknisk Universitet i Budapest ville ikke rejse med. De afleverede et memorandum til regeringen, hvor de bad den opgive aktionen. Men uden held.
I alt blev 1894 studerende fra forskellige universitetsfakulteter i Budapest og andre større ungarske byer berørt. Hertil kom lærere og pårørende. Om deres antal findes ikke sikre oplysninger, men man anslår, at udstationeringen omfattede mellem 2000 og 2500 mennesker.
Det togsæt, der skulle transportere arkitektgruppen, skulle efter planen forlade Budapest den 10. december 1944 med i alt 1300 mennesker. På grund af kamphandlinger udenfor Budapest blev afrejsen udsat i fire dage, mens de mange mennesker ventede i uopvarmede togvogne.
Breslau og Halle
Gruppen ankom til Breslau (Wroclaw i det nuværende Polen) kort før jul 1944. Her blev de indtil den 21. januar, hvor russernes offensiv tvang gruppen til at forlade byen og rejse til byen Halle et par hundrede kilometer vestpå. Meget af tiden brugte de studerende og deres lærere på at finde indkvartering og skaffe mad. Den undervisning, som var formålet med det hele, blev kun i meget begrænset omfang gennemført. Sult og kulde fulgte dem overalt.
Under opholdet i Halle blev nogle sat til oprydningsarbejde i ruinerne, mens andre meldte sig til brandberedskab. Hele tiden lurede faren for, at tyskerne ville indkalde de studerende til militærtjeneste ved fronten.
I begyndelsen af april blev Halle stadig oftere udsat for luftangreb. Et af de studerendes indkvarteringssteder blev ødelagt, og desperationen var stor. Alle ville ud af byen, skønt der var dem, som med rette spurgte, om det mon var sikrere at rejse med jernbanen.
En professor blev sendt til Berlin for at få nye ordrer fra Den ungarske militære kommando i hovedstaden. Den besluttede herefter, at de arkitektstuderende skulle rejse til Danmark og tilslutte sig til de ungarske ingeniørtropper i Varde. Alle andre ungarske studerende, der opholdt sig i Halle, skulle rejse sydpå til Regensburg og tilslutte sig de ungarske ingeniørtroppers uddannelseslejr der.
Begge togtransporter forlod Halle den 7. april. Det fik fatale følger. Arkitektgruppens tog, der rejste nordpå, blev kort efter udsat for et luftangreb på banegården i Stendal ved Magdeburg. Trods en totalt raseret banegård kom ingen dog til skade. Langt værre gik det for deres kammerater, der rejste den anden vej. Ved den tjekkiske grænse, på vej mod byen Hof i Tyskland, blev de ramt af bomber fra allierede fly. Det krævede 23 døde og 63 sårede. Senere døde flere af de sårede på et nærliggende sygehus på grund af mangel på forbindingsmidler og medicin.
Opfattet som fjende
I togtransporten til Danmark var 96 passagerer, blandt dem seks lærere: Professor og gruppens leder, György Korompay, bygningsingeniør Viktor Böhm, László Buna, professor Gábor Kazinczy, József Pelikán og László Somogyi. Foruden dem fandtes 77 studerende og 13 familiemedlemmer.
Oprindeligt havde det været meningen, at arkitektgruppen skulle tilsluttes en ungarsk ingeniørenhed, som var udstationeret ved Varde. I mellemtiden var den blevet flyttet til Over Jerstal sydvest for Haderslev. Ingen vidste, hvor arkitektgruppen skulle hen.
Fra Varde vendte toget næste dag tilbage mod Esbjerg, og derfra videre til Lunderskov, men så blev det stoppet på grund af sabotage på banen. I fire døgn ventede gruppen i Lunderskov, mens deres ledere blev sendt i alle verdens retninger for at finde en løsning.
Professor György Korompay cyklede til Over Jerstal for at drøfte situationen med den ingeniørenhed, som de skulle have været tilsluttet. På samme tid rejste en delegation til København, hvor professor Gábor Kazinczy fik kontakt med sin kollega ved Polyteknisk Læreranstalt, professor Edouard Suenson. Bygningsingeniør Viktor Böhm opsøgte et dansk byggefirma, som han havde gode forbindelser til. Begge blev venligt modtagne, men da de tilhørte et land, som var i krig med Danmark, kunne de ikke tilbydes nogen hjælp.
Professor Gábor Kazinczy skrev fra sit møde med sin kollega Suenson:
”Han tog venligt imod mig, men lidt reserveret. Jeg berettede alt for ham. Han spurgte meget. Jeg sagde at gruppens højeste ønske var at kunne komme til København for at fortsætte studierne der. Da spurgte han: Findes der ungarske besættelsestropper i Danmark? Javist, svarede jeg, vi havde selv set dem vogte jernbanelinjen. De er ungarer, eller hvordan? Javist! Så må De indse at vi er fjender, hvordan skulle jeg kunne hjælpe Dem?”
En enhed under uddannelse
Nedslået over den melding opsøgte de to ungarske professorer den øverstbefalende for de ungarske tropper i Danmark, oberst Béla Vittay, der siden midten af april 1945 havde haft hovedkvarter på husholdningsskolen i Roskilde. Han tog godt imod dem, beværtede dem, og efter rådslagning gav obersten telefonisk ordre om, at de studerende skulle sendes til et ungarsk kompagni, der lå i Hvalsø, Kr. Såby og Lejre på Midtsjælland. Administrativt blev gruppen af oberst Vittay betragtet som ”en enhed under uddannelse”.
Den 26. april blev arkitektgruppen så sendt fra Jylland til Roskilde, hvorfra den blev sendt videre til Hvalsø. Gruppen eller i hvert fald dele af den blev midlertidigt placeret på Jernbanehotellet i Hvalsø.
Blot en uge senere var gruppen atter på farten. Oberst Béla Vittay havde den 3. maj efter nyheden om Hitlers selvmord i Berlin ophævet gyldigheden af mønstringen af de studerende, der nu var frit stillet. De anede ikke, til hvem de skulle vende sig. Den 4. maj sendtes gruppen ad jernbanen fra Roskilde mod Korsør. Under denne rejse fik de om aftenen nyheden om tyske troppers overgivelse. Meddelelsen gjorde et dybt indtryk på alle og efterlod nye ubesvarede spørgsmål, for hvad skulle der nu ske med dem? Studenten Ferenc Kazinczy noterede i sin dagbog:
”Krigen er slut. Mærkelig nok føler jeg ingenting. Freden fører jo næppe noget godt med sig for os, sandsynligvis bliver det interneringslejr.”
Gruppen overnattede i toget på Korsør Station. Der var spekulationer om, hvorvidt nogen ville huse gruppen, nu da krigen var forbi. Men dagen efter, på Danmarks Befrielsesdag, blev de sammen med den ungarske militære enhed, der befandt sig på samme tog, sendt til Vemmelev i nærheden af Korsør. Lærerne, kvinder og børn samt soldater flyttede ind på skolen i Vemmelev, mens teknologerne boede i forsamlingshuset. Senere blev nogle af disse flyttet til gården Vejsgården, hvor de boede på loftet af en kostald.
Internering
I dagene efter befrielsen blev spørgsmålet aktualiseret, hvordan danske og britiske myndigheder skulle forholde sig til den ungarske arkitektgruppe. Skulle den opfattes som en del af den militære styrke, der havde overgivet sig, eller var de flygtninge? Først forlød det, at de studerende skulle forlade landet til fods sammen med de tusinder af ungarske soldater.
Det endte med, at arkitektgruppen blev tilbage i Vemmelev. I de første dage måtte de klare sig med de levnedsmidler, som deres værnepligtige landsmænd havde efterladt. Desuden havde de lidt penge på sig, som de købte brød, æg og mælk for. Dog gik der ikke mange dage, før lokalbefolkningen og kommunalbestyrelsen trådte til og sikrede dem de nødvendige levnedsmidler.
Den ungarske arkitektgruppe blev godt modtaget i Vemmelev, og mange huskede i stor taknemmelighed på den omsorg, som lokalbefolkningen viste dem i de vanskelige uger efter tyskernes kapitulation. Vemmelev blev ungarernes første egentlige møde med Danmark. Professor Gábor Kazinczy skrev ved afskeden en hel lille kærlighedserklæring:
”Lille Vemmelev, hvor jeg blev knyttet til dig! Dine huse med røde tag og blomstrende haver, dine brune køer, friske grønne enge, bølgende agre, altid blå himmel og lyse nætter bliver kære minder jeg aldrig skal glemme.”
Den 21. juni 1945 blev gruppen eller ”den ungarske lejr”, som den nu kaldtes, flyttet fra Vemmelev, til Elektrikernes Feriehjem, der lå tre kilometer nord for Korsør. Det var en træbygning nær stranden, ideelt at bo i om sommeren, men ikke om vinteren. I dette feriehjem boede arkitektgruppen frem til slutningen af oktober. Det var i disse uger, at danske myndigheder indbyrdes lå i strid om ungarernes retlige status.
Det lokale Frihedsråd mente, at ungarerne skulle have samme behandling som de tyske flygtninge, og at de derfor skulle interneres. Der blev udstedt forbud mod at forlade lejren, bortset fra mellem kl. 7 og kl. 8, hvor de måtte bade i havet. Frihedsrådet sendte bevæbnede vagter til Elektrikernes Feriehjem og uroen blandt de studerende var stor. Professor Korompay drog til den engelske militærkommando i København for at få interneringen ophævet. Forinden havde danske vagtposter taget opstilling. De blev grundigt iagttaget af ungarerne, og man fandt ud af, at de ikke var så farlige som først frygtet. Ferenc Kazinczy skrev:
”Vagterne er fredsommelige frihedskæmpere, som knap nok ved hvordan man lader et gevær. Vi taler med dem, beder dem sidde ned, byder dem på mad. Ja, det hele virker ikke så farligt.”.
”Friendly enemies”
Snart blev Frihedsrådets internering ophævet. Korsør Avis skrev den 5. juli 1945, at ”de 95 ungarere i Elektrikernes Feriehjem i Korsør efter de allierede Nationers herværende mission skal betragtes som ”friendly enemies”, dvs. venligtsindede fjender.”
I praksis betød det, at arkitektgruppen kom under Dansk Røde Kors. De blev udstyret med legitimationskort, de kunne frit bevæge sig uden for lejren, handle i alle butikker, og de fik ret til at tage arbejde. Det var en stor sejr, som blev fejret med en dansk/ungarsk fest.
De unge, som var stærkt påvirket af de sidste måneders dramatiske hændelser, faldt så småt til ro og vænnede sig til den danske sommer. Venskabs- og kærlighedsbånd blev knyttet.
”Vi tog minderne med os fra en perfekt sommer, måske vort livs bedste sommer”, skrev en studerende, Zoltan Kiss.
Lederen af det lokale Røde Kors, fru Tine Høyer, blev en helt blandt ungarerne. De betragtede hende som en mor, der hjalp dem med deres problemer. Under den afskedsfest, som senere på året blev holdt, blev fru Høyer tiljublet af ungarerne, både af lærerne og af de studerende.
Ingen vej tilbage
De arkitektstuderende var ikke alene om at stå under Røde Kors. En opgørelse fra befrielsessommeren viste, at Røde Kors havde registreret 12.500 ikke-tyske flygtninge, som skulle have friere rettigheder end de tyske flygtninge. Blandt dem var 400 ungarere.
Hovedparten af de arkitektstuderende var optaget af dette ene, at komme hjem. Hjemlængslen voksede de kommende måneder. Diskussionen blandt de studerende var heftig. Der blev nedsat arbejdsudvalg for at forberede en snarlig hjemvenden og et Hjemrejseparti blev stiftet. Selv de mest ihærdige måtte dog indse, at deres anstrengelser var forgæves.
Professor György Korompay tog efter tyskernes kapitulation straks kontakten op med forskellige myndigheder med henblik på at sikre en tilbagevenden til Ungarn. Han forhandlede med den engelske besættelsesmyndighed, med Dansk Røde Kors, det sovjetiske konsulat i København og han forsøgte at komme igennem til Teknisk Universitet i Budapest, men uden held.
Den 5. august 1945 skrev han i et brev til det ungarske gesandtskab i Bern i Schweiz, der måtte formodes at have kontakt til Ungarn. Han bad da gesandtskabet om snarest muligt at underrette de ungarske myndigheder og Teknisk Universitet om, at de befandt sig i Danmark, så familier og pårørende kunne få et livstegn fra de studerende.
Korompay opnåede ikke noget ved sine forhandlinger med de engelske myndigheder. Derfor ansøgte han i juli 1945 hos de sovjetiske myndigheder om visum for hele gruppen. Først et halvt år senere, den 18. januar 1946, meddelte det sovjetiske konsulat, at de kunne få visum på de vilkår, at hver og én selv betalte rejsens omkostninger helt frem til Ungarn og at de mødte personligt frem i København for at få det ordnet. Det havde de dog ikke råd til. Derfor skrev Korompay den 29. januar 1946 til Ungarns ambassadør i Moskva, Gyula Szekfü, og bad om hjælp samt hans støtte i deres anstrengelser for at vende hjem. Forbitret skrev han:”..vi er blevet udstationerede og nu kan vi ikke komme hjem..” Det sovjetiske konsulat i København rådede ham til at vende sig mod dansk Røde Kors, hvilket i sidste ende gav resultat.
Tilbage til Jylland
Den 29. oktober 1945 blev arkitektgruppen atter flyttet. De blev indkvarteret på det tidligere internationale gymnastikinstitut H. G. Junkers Institut i Silkeborg i Midtjylland, hvor de boede sammen med statsløse flygtninge. Det blev en konfliktfyldt periode. Mange af ungarerne var utålmodige efter at komme hjem og havde svært ved at indstille sig på en vinter i Danmark. De gik hinanden på nerverne, skændtes indbyrdes, bl.a. om værelsesfordelingen, og med den danske lejrchef kunne de heller ikke forliges.
Efter nytår blev gruppen flyttet fra Junkers Institut til Aggerholm, som havde været tyskernes militære hovedkvarter under krigen. Ungarerne var ikke begejstrede for dette indkvarteringssted. Pladsen var trang, og villaen var indhegnet, så det mindede om en internering.
Det var i den periode, at de studerende for alvor udfoldede deres kunstneriske talenter gennem musik, dans, malerkunst og drama og blandt mange danskere gav et varigt minde om ungarerne.
På Silkeborg Teater blev der i december 1945 arrangeret en ungarsk koncert til fordel for Dansk Røde Kors. Koncerten blev et tilløbsstykke med over 500 mennesker. Blandt de optrædende var Imre Szíjjártó, en førsteklasses violinist, der spillede klassisk musik og Mihály Gábriel, der dirigerede koret som sang ungarske folkeviser.
De unge begejstrede danskerne med deres malerier, akvareller, skulpturer, kunsthåndværk og grafiske arbejder. Udstillinger blev holdt i Silkeborg, Herning, Viborg, Odense, København og senere også i Stockholm, og der kom mange penge ind ved dette salg. I løbet af to uger fik arkitekterne bestilling på hundrede malerier for 100 kroner stykket.
Gruppen opløses
Den 14. december 1945 ankom det første brev direkte fra Ungarn. Frimærkerne var de gamle, men overfrankeret med sammenlagt 500 pengö. Alle skulle røre ved kuverten. Brevet fremkaldte hos mange en stærk hjemlængsel.
De studerende indrømmede det ikke for hinanden. I hemmelighed rejste den ene efter den anden til København for at forhøre sig om muligheden for en snarlig hjemrejse. Der fandtes dem, som havde slægtninge i andre lande, og som begav sig ud i den store verden. Andre forlod gruppen, når de fik ansættelse hos et firma i Danmark eller i et andet skandinavisk land. Følelsen af fællesskab, som havde holdt gruppen sammen, siden de forlod Budapest den 10. december 1944, begyndte at smuldre. Én rejste til Brasilien, én til Norge, én til England, og sådan blev det ved.
I juli 1946 var der 60 tilbage på Aggerholm af en gruppe, der oprindeligt havde været på 96. Disse 60 var ikke blevet sendt på arbejde i landbruget, fordi den danske arkitektforening bestræbte sig på at skaffe arbejde til dem som medhjælpere hos arkitekter. Flygtningeafdelingens leder i Røde Kors, dr. med. Esther Ammundsen, besøgte de studerende på Aggerholm i juli 1946, hvor hun i en tale til de studerende meddelte, at alle, der ikke havde fået arkitektarbejde inden 1. august 1946, ville blive sendt ud på høstarbejde. Det skulle have skræmt de studerende meget. Hårdt fysisk arbejde lå ikke lige til dem.
Hjemsendelse
I løbet af sommeren 1946 kom en løsning om en hjemsendelse et skridt nærmere. I juni udsendte Røde Kors spørgeskemaer til alle ungarske flygtninge i Danmark for at få oplyst, hvor mange, der ønskede at vende hjem. Da over halvdelen gav udtryk for dette ønske, tog Røde Kors sagen i egen hånd.
At det hidtil ikke var lykkedes skyldtes, at de britiske militære myndigheder prioriterede hjemsendelsen af flygtninge fra andre lande, især Tyskland, højere. Opfattelsen var den, at de ikke-tyske flygtninge, blandt andre de ungarske, der opholdt sig i Danmark, havde gode vilkår og derfor kunne få lov til at vente.
Hertil kom, at det var meget vanskeligt at arrangere hjemrejse gennem Europa. En transport fra Danmark til Ungarn krævede et utal af papirer, attester og tilladelser. Eksempelvis skulle tilladelser indhentes fra både de britiske, amerikanske og russiske besættelsesmyndigheder i de forskellige militære besættelseszoner i Tyskland og i Østrig. Desuden skulle der fremskaffes attest på, at hjemlandet ville modtage ungarerne.
Det lykkedes, efter at Esther Ammundsen og en fuldmægtig i Flygtningeadministrationen i egen bil kørte fra København til Wien og Budapest. Ved forhandlinger på både ned- og hjemturen fik de fremskaffet de fornødne tilladelser, herunder russisk og ungarsk indrejsetilladelse samt russisk gennemrejsetilladelse til Østrig og Ungarn.
Den første transport sendtes fra Danmark den 21. oktober 1946. Transporten fandt sted i busser, der kørte til Wien, hvorfra de blev sendt med tog til Ungarn. I alt var 195 ungarere med denne transport, heriblandt den ene halvdel af arkitektgruppen. Den anden halvdel afgik med næste transport måneden efter, hvor der hjemsendtes 135 ungarere. Transporten var meget besværlig, da busserne skulle gennemføre de 2800 kilometer uden ophold.
Modtagelsen
De første hjemvendte fra Teknisk Universitet i Budapest blev modtaget med skepsis. De nye magthavere vidste ikke, hvad de skulle stille op med dem. En gruppe på 47 ingeniørstuderende, der vendte hjem den 27. august 1945, blev holdt tilbage på en ungarsk kaserne med henblik på legitimering. Først efter at universitetets rektor henvendte sig til Undervisningsministeriet om, at det var ubeføjet at tilbageholde de studerende, blev de løsladt.
Bedre gik det for de arkitektstuderende, der vendte hjem i oktober og november 1946. Fra Wien blev de studerende sendt med tog til byen Komárom i det vestlige Ungarn. Fra byen gik de til fods til skoven i Igmánd, hvor personkontrollen blev gennemført. Nogle har berettet om en ydmygende modtagelse, der varede i flere dage. Dog blev de studerende hjulpet på vej af en attest, som de medbragte fra Dansk røde Kors. I den hed det, at der ikke tidligere havde været mulighed for, at ungarerne kunne vende hjem, skønt de gerne ville.
Konsekvenser
De øverste ansvarlige for udstationeringen af de næsten 2000 ungarske studerende blev efter krigen stillet til regnskab for deres handlinger.
Ifølge en ungarsk bogudgivelse fra 2006 om udstationeringen af de studerende ved Teknisk Universitet blev de ansvarlige ledere individuelt bedømt. Forsvarsministeren og undervisningsministeren blev henrettet, men nok ikke alene på grund af dette. Universitetets rektor blev afsat, fordi han undlod at modsætte sig udstationeringen. Den højeste chef for de studerende ved Teknisk Universitet, professor Pál Álgyay, blev ved sin hjemkomst afsat og skulle stilles for en folkedomstol, anklaget for ikke at have modsat sig udstationeringen, der havde bragt mange studerende i døden. Forinden begik han selvmord. Tragisk nok havde han selv mistet en søn under opholdet i Tyskland.
Blandt de lærere fra Danmark, som vendte hjem, var gruppens leder, professor György Korompay. Han kunne beholde sit professorat, men i forbindelse med en udrensning i 1952 blev han placeret på et bureau for byplanlægning, og blev med tiden forsker. József Pelikán, der var assistent for den ungarske gruppe i Danmark, fik inddraget sin løn for den periode, hvor han havde opholdt sig i udlandet. Men han beholdt sit arbejde, og blev ordinær professor i 1951 og senere præfekt for Teknisk Universitet. Professor Gábor Kazinczy fik efter krigen ansættelse på Polyteknisk Læreranstalt i København hos sin kollega, professor Suenson. I 1947 flyttede han med sin familie til Sverige, hvor han boede frem til sin død i 1964. En anden af lærerne, bygningsingeniør Viktor Böhm rejste efter krigen fra Danmark til Brasilien.
Af de 96, som hørte til den ungarske arkitektgruppe i Danmark, vendte 51 tilbage til Ungarn i årene efter krigen, blandt dem tre af lærerne og deres familier. 45 forblev i udlandet, af dem 12 i værtslandet Danmark. De øvrige bosatte sig i så forskellige lande som USA, Brasilien, Canada, England, Norge, Sverige og Rumænien.
Men ingen glemte de afgørende uger og måneder i Danmark, hvor deres fremtidige skæbne blev afgjort.
Læs også:
Budapest-universitetet i Vemmelev
Kilder:
Palasik Mária. A Müegyetemisták odüsszeiája 1944-1946. En bogudgivelse om udstationeringen af de studerende ved Teknisk Universitet, Budapest, 2006
Dagbogsoptegnelser fra professor Gábor Kazinczy og sønnen Ferenc de Kazinczy .
Gudrun Lund-Jensen: De ikke-tyske flygtninge fra anden Verdenskrig under dansk forsorg.
Flygtninge i Danmark 1945-1949. Udgivet af flygtningeadministrationen. Forlaget Fremad.
Sorø Amtstidende 30. juni 1945.
Øvrig litteratur og film:
Zoltan S. Kiss: Without a Blueprint. Surviving in a Changing World. 2005 (Book english)
Bartha Tibor: Szia Madár! 1997 (Book hungarian language)
G. N. Miklos: Universitetet i Silkeborg. (Artikel i Århus Stifts Årbøger 2007)
A menekülö Egyetem. Magyar müegyetemisták Németországban és Dániában 1945-47. Papp Gábor Zsigmond. Dokumentumfilmje 2005.