Imre Ferencsin lever fortsat i uvished om sit mandskabs skæbne, da det for 62 år siden blev sendt fra Bornholm i russisk krigsfangenskab. Her løfter han for første gang sløret over de dramatiske begivenheder og om sit livs danske kærlighed
Af Søren Peder Sørensen
„Vi venter på havnen. Vi venter hvert øjeblik på, at vi skal forlade den. Hvor vi skal hen ved vi ikke. Sandsynligvis bliver vi transporteret til Rusland for at arbejde..”
Det skrev den 24 årige ungarske officer Imre Ferencsin i et brev, dateret den 12. maj 1945. Hilsenen, der var nedfældet på et stykke karton på størrelse med et visitkort, var stilet til en dansk forbindelse, som han havde i Odense.
Det blev det sidste, som man hørte fra Imre Ferencsin. Der kom ikke flere livstegn fra ham. Tavsheden bidrog til at bekræfte en formodning om, at han og hans mandskab var gået til grunde i de russiske arbejdslejre.
Et langt liv
Sandt er, at Imre Ferencsin kom i russisk fangenskab. Han sad der i tre år, men han slap levende ud og han lever i dag i bedste velgående i en lejlighed i et stort boligkompleks nær centrum i Miskolc i det nordøstlige Ungarn.
“Den, der erklæres død som ung, får et langt liv, lyder et ordsprog. Der må være noget om det, for jeg er 86 år og sund og rask”, siger Imre Ferencsin med en varm latter.
Fremme på reolen står en dansk billedbog om turistattraktioner i Danmark. Og fra sine gemmer viser han stolt små sort/hvide fotos frem fra sin tid som officer i Danmark. Billederne gemte han i sin pung, som han havde på sig under hele krigsfangenskabet.
Han fortæller her for første gang om de dramatiske begivenheder, som hændte ham og hans mandskab på Bornholm, om det senere krigsfangenskab i Rusland og om at blive indhentet af sin egen historie.
Sognet hjalp med forplejning
Imre Ferencsin var i slutningen af april 1945 af tyskerne beordret fra Odense til København og derfra videre til Bornholm. Han var kommandant for et kompagni på 200 mand. Sammen med et andet ungarsk kompagni havde de til opgave at udbygge flyvepladsen ved Arnager syd for Rønne.
Som kompagnichef kom han på en hård opgave. Tyskerne havde ikke sørget for indkvartering, og mandskabet måtte selv bygge jordhuler og granhytter i plantagen nær flyvepladsen for at beskytte sig mod nattekulden. Heller ikke bespisning var der draget omsorg for.
“Vi fik ingen mad. Præsten i Nylars Axel Løvgreen fortalte under en søndagsprædiken om, hvem vi var, og at tyskerne ikke sørgede for vores bespisning. Fra den næste dag var det sognet, der forsynede os.”
Imre Ferencsin omtaler pastor Løvgreen med stor taknemmelighed for den måde, han taklede den meget vanskelige situation på, som han og hans mandskab var havnet i. Dagligt blev der fra sognets gårde leveret forsyninger til de 400 soldater, så de ikke kom til at lide nogen nød.
Officerer flygtede
Den 9. maj erfarede ungarerne til deres store forfærdelse, at russerne var gået i land på Bornholm.
“I Rønne havn havde vi ventet på englænderne sammen med byens indbyggere. Men det var russerne, som kom. Der dukkede to ubåde op fra vandet. Indbyggerne flygtede i alle retninger”, erindrer Ferencsin og fortsætter:
“Russerne gik i land. En patrulje kom over til vores lejr i plantagen. Den meddelte, at vi skulle begive os til havnen næste morgen, og at de ville transportere os væk”.
Det udløste uro i den ungarske lejr. Om natten flygtede det andet kompagnis officerer til Sverige i en lejet fiskekutter. De ville have Imre Ferencsin med, men han indvendte, at han ikke ville lade sit mandskab i stikken. Også kommandanten for det andet kompagni, kaptajn Tatár blev hos sit mandskab. I alt blev fem officerer tilbage.
“Jeg gav de flygtende officerer mine danske penge. Jeg vidste godt, hvad som ventede os, for vi havde overhørt en udsendelse på fransk om, at fangerne ville blive transporteret til Rusland. Vi sagde farvel til hinanden og jeg bad dem om, at hvis de en dag vendte hjem til Ungarn, skulle de fortælle, hvem vi var og hvor vi havde været”, fortæller han.
Eskorteret af krigsskibe
Den næste dags morgen vandrede de to kompagnier i samlet flok fra lejren i Arnager ind til Rønne havn, hvorfra de skulle sejles bort.
“Russerne fik os ombord på danske fiskekuttere. På vores båd var vi 40 mand, og kutteren stak så dybt, at selv den mindste bølge ville kunne have slået ind over bord. Vi forlod Rønne Havn i skumringen i en lang karavane. Kort efter vi forlod havnen dukkede et krigsskib op på hver side med deres våben rettet mod os. Vi kunne se dem klart og tydeligt, for de sejlede knap 300 meter fra os. Min første tanke var, at de ville sænke os i havet, men senere opgav jeg tanken, fordi jeg ikke troede på, at de også ville ofre danskerne, der var ombord.”
Næste dags morgen ankom de til havnen i Kolberg. De blev ført til en stor bevogtet fangerlejr uden for byen. En uge senere blev de beordret til fods til den polske by Stettin. Og det var her, at det egentlige krigsfangenskab begyndte.
Bizart
Selv mange år efter er Imre Ferencsin synligt påvirket, når han taler om disse begivenheder. Han siger, at han mange gange siden har tænkt på, hvor bizart det var, at han og hans mandskab skulle havne på Bornholm netop på det tidspunkt, hvor 2. Verdenskrig sluttede og hvor russerne kom til Bornholm.
“Vi var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men dengang vidste jeg ikke, at tyskerne havde kapituleret. Det var først noget, som jeg blev klar over mange år senere, da jeg læste om det i en bog”, fortæller Imre Ferencsin, der mener, at han kom til Bornholm umiddelbart efter den 5. maj 1945. Men datoerne på de breve, som han dengang skrev, viser, at han må være ankommet til øen mellem den 29. april og den 5. maj 1945.
Ved ankomsten til Stettin blev mandskabet ført til en indhegnet lejr. Han og de fire andre ungarske officerer blev indkvarteret i en villa og kunne i princippet bevæge sig frit. På spørgsmålet om, hvad der hændte mandskabet, svarer Imre Ferencsin:
“Jeg har ikke siden Stettin mødt mit mandskab fra Bornholm, hverken under eller efter krigsfangenskabet. Jeg ved ikke, hvad der blev af dem. Af det mandskab, som jeg var sammen med på Bornholm, har jeg blot mødt de fire officerer, som jeg fulgtes med i krigsfangenskab”.
Om hans kollega, chefen for det andet kompagni, kaptajn Tatár, svarer Imre Ferencsin, at heller ikke ham har han set siden Stettin.
“Han havde for at redde sit skind fjernet sine officersbetegnelser fra uniformen og havde skiftet sine officersstøvler ud med vandrestøvler. Det skulle han ikke have gjort, for han blev han interneret sammen med mandskabet. Han forsvandt.”
Imre Ferencsin antager, at mændene enten er forsvundet eller omkommet i Rusland:
“Deres skæbne beror lidt på, hvor de kom hen. I Hviderusland var situationen lidt anderledes end hvis de kom til minedistrikterne på den anden side af Uralbjergene. Der var vilkårene dårligere, og risikoen for at omkomme var større.”
I fangelejre
For Imre Ferencsin blev de næste tre år, fra 1945-1948, en lang kamp for at overleve. Fra Stettin blev han og de fire øvrige officerer sendt til Vitebsk i Hviderusland, hvor de blev interneret. Til lejren kom ungarske krigsfanger fra Ukraine. Før havde de været 2000, men kun 16 havde overlevet vinteren. I perioder måtte de overleve af at spise kogte brændenælder.
“Jeg opfordrede mine kammerater til at sælge deres tobaks-rationer for brød, sukker og smør. Det var den eneste måde, hvorpå vi kunne klare vinteren. Da situationen var mest kritisk i vinteren 1946/47, holdt vi på skift nattevagt over hinanden for at forhindre, at nogle skulle tage deres liv. Vi anstrengte os for at holde modet oppe og overbevise hinanden om, at vi ville overleve og komme hjem.”
Lærte russisk
Fra Vitebsk blev de i juni 1946 ført til Orsa, hvor de bl.a. deltog i høstarbejde, arbejdede på en maskinfabrik og gravede tørv. Senere kom han til Minsk, hvor han deltog i genopbygningen af Indenrigsministeriet.
Medvirkende til hans overlevelse var, at han lærte sig russisk og blev brugt som tolk.
“Af en tysk kaptajn fik jeg en tysk-russisk ordbog. Jeg begyndte at skrive, læse og tale russisk. Min vilje vandt over mig, for jeg brugte al min fritid på det, selv når jeg skulle grave et hul, mumlede jeg ordene. Senere fik jeg god brug for det, for jeg kunne oversætte og tale med alle på ungarsk, russisk og tysk, og i en periode var jeg kommandant for 600 ungarske krigsfanger, der var samlet i en lejr ved Vitebsk..”
Imre Ferencsins krigsfangenskab varede fra den 13. maj 1945 til den 30. april 1948, hvor han vendte tilbage til Ungarn i den første transport med 2000 krigsfanger fra Rusland. Han vendte hjem til sine forældre i landsbyen Putnok. Han havde håbet, at der lå et brev med nyt fra Danmark, men han blev skuffet.
Den danske forbindelse
På hans sofa i stuen bugner det med papirark og kortskitser. Han har for nylig lært at skrive på computer, og han har travlt med at skrive sine erindringer. Han er færdig med at skrive om sin tid som soldat i Danmark og under krigsfangenskab. Han er nu i gang med at skrive om sin tid efter fangenskabet i Rusland, og har lavet de første optegnelser til sin tredje bog, som han kalder det, hvor han vil fortælle om sin slægt.
“Det skal skrives ned, så længe det står i frisk erindring”, siger Imre, der trods sine 86 år er adræt, hurtig i replikken og nysgerrig.
Han kan have sine grunde til denne ihærdighed. Med til hans historie hører, at han personligt er knyttet til Danmark, langt mere, end han i mange år har været klar over.
Det handler om den danske forbindelse i Odense, som han skrev til, kort før han blev sendt i russisk fangenskab. Hun var hans kæreste. Måneder efter fødte hun en pige, som Imre var far til. Han fik det blot ikke at vide. Krigen, fangenskabet og politiske omvæltninger betød, at de to aldrig mere fik kontakt med hinanden.
Først i 2004 modtog han et brev fra Danmark, afsendt af sin hidtil ukendte datter, som efter moderens død ønskede at få kontakt til sin far. Hans navn og adresse havde hun opsporet gennem ihærdig eftersøgning i danske og udenlandske arkiver, og brevet blev derfor sendt til den adresse i landsbyen Putnok, hvor han boede før militærtjenesten.
Far og datter samt svigersøn mødtes for første gang samme år. Siden kom også et dansk barnebarn på besøg. Det er en helt anden historie. Men Imre Ferencsin kan ikke skjule, at han er både glad og stolt over sin danske familie og som han siger med et lunt smil.
“Jeg kunne godt tænke mig at komme til Danmark igen for at besøge min datter. Og så vil jeg også en tur til Bornholm. Jeg vil gerne se Rønne Havn, hvor vi blev sejlet fra, selvom jeg godt ved, at det nok ikke ser ud som dengang.”
Interviewet har været bragt i Bornholms Tidende den 30. juni 2007