Det, som startede med et banalt spørgsmål, blev til en mangeårig undersøgelse af en ukendt historie om 12.000 ungarske soldater og deres familier i Danmark under 2. Verdenskrig.

Af Søren Peder Sørensen (spsfreelance@mail.dk)

Siden min bog ”De ungarske soldater – en glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig” udkom i november 2005, er der fremkommet mange nye oplysninger, som kan læses på denne hjemmeside.

Bogen er den første, som nogensinde har beskrevet ungarernes ophold i Danmark i de sidste måneder før tyskernes kapitulation i maj 1945. Hertil føjer sig nye oplysninger om de civile flygtninge: De unge studerende fra Arkitektskolen i Budapest, som opholdt sig i Danmark i flere år efter krigens afslutning. Samt studenterne fra Kadetskolen i Marosvarsárhely (i dag i Rumænien), der blev indkvarteret i Præstø og Næstved. Også de forsvandt i historiens mørke, mens efterkommere i dag, spredt over hele verden, forsøger at finde et svar på blandt andet Internet om, hvad der hændte dem.

Som journalist og forfatter har jeg i hen ved 25 år beskæftiget mig med emnet. Jeg bed mig fast, af stædighed og af nysgerrighed. Hvorfor den officielle tavshed om disse begivenheder i snart syv årtier? Jeg blev grebet af historien, af de stærke venskaber, som opstod. Som varede ved og som overlevede den kolde krig. Men det har også fascineret mig at have fat i et lille hjørne, hvor lokalhistorien, danmarkshistorien og den ungarske/europæiske historie væver sig ind i hinanden som uadskillelige dele.

Min interesse blev vakt i slutningen af 1980’erne, da jeg i sognerådsarkivet i mit fødesogn Lønborg-Vostrup i Vestjylland fandt en række dokumenter, som omhandlede en ungarsk bataljon på 550 mand, som opholdt sig i sognet fra marts til maj 1945. Det var blandt andet sognets opgave at sikre soldaterne kost og logi. Men snart opstod der ballade mellem de tyske besættelsestropper og de ungarske officerer, som frygtede, at tyskerne ville fjerne deres hustruer, kærester og børn og føre dem i fangelejre i Tyskland. Balladen udviklede sig til en konflikt, som involverede befolkningen og den lokale modstandsbevægelse.

Forgæves søgte jeg i litteraturen fra besættelsestiden for at finde svar på, hvorfor ungarerne havde været her. I en artikel ”Russerne i Danmark 1943- 45” (udgivet af Jysk Selskab for Historie i 1975) fandt jeg den oplysning, at der foruden 12-15.000 tidligere sovjetborgere havde befundet sig ”et lidt mindre antal ungarere og frivillige af anden national herkomst” i den tyske besættelsesstyrke i Danmark. Også udenlandsk militærhistorie bekræftede, at ungarerne havde været her, men mest som en konstatering, ikke yderligere oplysninger.

I Illegal Information fandt jeg spredte notater, som i telegramstil meddelte forskellige observationer. For eksempel om, at der var observeret ungarske soldater i den og den landsdel. At et lazaret tog med ungarske sårede var blevet set på vej til Hjørring. At der var opstået slagsmål mellem ungarske og tyske soldater på kasernen i Næstved. At ungarske soldater i Holte havde drukket sig fra sans og samling osv.

De spredte oplysninger bekræftede tilstedeværelsen af ungarske soldater i Danmark under 2. Verdenskrig. Men relevante spørgsmål som hvorfor, hvordan, hvor mange, stod ubesvarede. Jeg anede på det tidspunkt ikke, hvor mange, der havde været, og heller ikke, at de faktisk opholdt sig i de fleste af de danske landsdele i de sidste uger af tyskernes besættelse af Danmark.

I ungarsk arkivmateriale fandt jeg den oplysning, at Ungarn efter 2. Verdenskrigs afslutning bad de danske myndigheder om nærmere oplysninger om den ungarske udstationering. Fra Danmark fremkom ved den lejlighed en del konkrete fakta, blandt andet om, hvor i landet ungarerne havde været udstationeret, hvordan de blev opfattet af danskerne, og en beskrivelse af det samarbejde, som i mange tilfælde fandt sted mellem ungarske officerer og den danske modstandsbevægelse.

Den ungarske officer Muzikar Sándor mødte jeg første gang i Pécs i det sydvestlige Ungarn i sommeren 1993. Dette besøg fik stor betydning, for han formidlede kontakten videre til en række kolleger, heriblandt János Pohly, der var feltpræst for 10.000 ungarske rekrutter langs den jyske vestkyst. Helt unikke er hans logbøger, for i dem dokumenterer han navne på militære enheder og på deres placeringer i landsdelene. Det skulle vise sig at være en enestående dokumentation og uden den ville vi ikke have den viden om ungarerne i Danmark under Anden Verdenskrig, som jeg har lagt frem i bogen.

Takket være feltpræstens logbøger, dagbøger samt breve og fotos mellem de hjemvendte ungarere og deres danske kvarterværter har det været muligt at afdække en historie, som har været skjult i så mange år. Jeg har mange gange været i Ungarn for at følge op på tingene. Og Tamas Erdesz har gennemført et yderst møjsommeligt og stort arbejde med at oversatte de mange tekster fra ungarsk til dansk. I dag er de fleste af ungarerne, der var her, borte, men deres historie lever.

“De ungarske soldater – En glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig”. Museet for Varde By og Omegn 2005. Oversat til tysk og til ungarsk.

“Den skjulte alliance – et vestjysk sogns møde med de ungarske soldater under 2. Verdenskrig”. Forlaget Spantola 2021.