En usædvanlig og aktuel historie om en datters årelange kamp for at finde sin ukendte far, som var ungarsk officer i Danmark under krigen
Af Søren Peder Sørensen
Annelise Jespersen var 10 år, da hun en dag spurgte sine forældre, om hun var adopteret. Tanken var hende ikke fremmed, for flere af hendes venner og veninder var adopteret. Desuden var hun enebarn og hendes forældre var heller ikke helt unge.
– Da jeg spurgte, bredte sig en tavshed i stuen, og så var jeg klar over, at der nok var et eller andet om det. Min far svarede mig, at jeg var adopteret. Og at det var en tysk soldat, som var min far. Han bad mig om ikke at snakke om det. Og det var næsten det værste for mig dengang, for det var en stor hemmelighed at skulle være alene med.
– Jeg kunne ikke få at vide, hvem min biologiske mor var. Det havde hun udtrykkeligt bedt mine forældre om ikke at fortælle, da de adopterede mig. Jeg kunne blot få at vide, at hun var ung, da hun fik mig, og at hun ikke kunne have mig. Mere fik jeg ikke at vide. Så kunne jeg gå og spekulere på, hvem det mon kunne være.
Havde du nogen anelse om det?
– Jeg troede, at jeg vidste det. Det var én, som kom meget i min familie og som hed det samme som mig. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi kom sammen med hende og hendes familie. Men jeg fik ikke nogen forklaring på det. Sådan gik der mange år. Forholdet var så tæt, at da jeg blev forlovet med Leif, min kommende mand, var vi hos hende, der viste sig at være min biologiske mor, for at præsentere ham. Jeg tænkte ofte: Gad vide, om hun er min mor. Men da vi blev gift og fik børn, ophørte kontakten. Hun døde i 1986. Jeg læste det i avisen og jeg tænkte, at så får jeg det aldrig at vide.
Efter moderens død
Kort efter kom hemmeligheden for en dag. Moderen havde før sin død fortalt sin søn, at Annelise var hans halvsøster. Nu, hvor det var kendt, fik hun flere enkeltheder at vide af sin adoptivmoder. Blandt andet, at hendes mor kun havde været 17 år, da hun fødte hende. At hun var blevet nødt til at flytte fra Odense til Århus under graviditeten, for at ingen skulle opdage det. At hun følte sig tvunget til at bortadoptere hende.
– Skønt jeg havde anet det, var det alligevel underligt at få at vide. Jeg var jo kommet meget i min moders hjem. Jeg havde kørt med hendes lille søn i barnevogn uden at vide, at det var min lille halvbror. Og at hans lillesøster var min halvsøster. Der var meget, som jeg pludselig forstod bedre. Blandt andet fortalte min adoptivmor, at når min mor så brat havde afbrudt samkvemmet i 1973, skyldtes det, at jeg selv var blevet mor. Hun kunne ikke bære at se mig mere, når hun ikke kunne give sig til kende over for sit barnebarn.
Tre breve fra faderen
Annelise havde i en alder af 40 år og mor til to piger fået vished om, hvem hendes mor var. Men hvem var hendes far? Det spørgsmål blev hun i stigende grad optaget af i den kommende tid. Et lille vink fik hun, da hun tog kontakt med sin halvbroder i Århus. Han gav hende tre breve, som moderen havde efterladt. De var fra hendes far, skrevet i dagene lige omkring Danmarks befrielse i 1945. Der kunne hun læse, at han hed Imre Ferencsin. Første brev var sendt fra Dragør i slutningen af april 1945. De to sidste var sendt fra Bornholm i begyndelsen af maj 1945. Af brevene fremgik, at han var ked af, at han ikke havde fået sagt farvel til hende, men det hele var gået så hurtigt, fordi han uden varsel var blevet sendt fra Odense til Bornholm med sit kompagni. I det sidste brev, som han sendte fra Bornholm den 12. maj 1945, bad han sin kæreste fortælle sine forældre, at han ikke var tysk, men ungarsk soldat, vel fordi han mente, at det måtte betragtes som en formildende omstændighed.
”Jeg tror, at han har været meget forelsket i min mor”, tænkte Annelise, da hun første gang læste brevene.
Ingen hjælp at få
Fundet af de tre breve førte til, at Annelise indledte en eftersøgning, som skulle komme til at vare 18 år. Trods mange bureaukratiske og sproglige forhindringer bed hun sig fast i jagten på sin far, om hvem hun blot vidste, at han hed Imre Ferencsin og at han kom fra Ungarn. Det var som at lede efter en nål i en høstak.
I Civilretsdirektoratet, som man kontakter i blandt andet faderskabssager, fik hun ingen hjælp. Når hun henvendte sig, fik hun færten af, at de vidste mere om hendes far end de ville oplyse hende om. F.eks. kunne en sekretær i direktoratet i en telefonsamtale bekræfte korrektheden af de få oplysninger, som Anne Lise allerede havde. Men hun fik ikke mere at vide.
Den 22. juni 1995 meddelte direktoratet i et brev ”at det ikke af adoptionsagens akter eller af de i øvrigt for Civilretsdirektoratet foreliggende oplysninger fremgår, at faderskabet til Dem er retligt fastslået eller anerkendt. Civilretsdirektoratet ser sig derfor ikke i stand til at meddele Dem de ønskede oplysninger.”
Den 12. januar 1998 skrev hun til Deutsche Dienststelle i Berlin, som har registreret op mod 20 millioner savnede fra Anden Verdenskrig. Hun skrev, hvad hun vidste om sin far, at han hed Imre Ferencsin (Emrich på tysk), samt at han var ”ungarer, der var tysk soldat”. Men Deutsche Dienststelle kunne ikke hjælpe på et så spinkelt grundlag. De skrev tilbage, at de skulle have oplysninger om hans fødeår og fødested, og om navnet på den militære enhed, som han var tilknyttet. Oplysninger, som Annelise ikke havde.
Senere henvendte hun sig til Rigsarkivet i København med anmodning om at få aktindsigt i sin faderskabssag og adoptionssag. Hun skrev, at hun ønskede ”at få oplysninger om min biologiske far, som menes at være Imre Ferencsin”.
11. februar 2003 svarede Rigsarkivet tilbage, at de havde gennemgået Justitsministeriets journalnumre for tyske faderskabssager uden at finde en sag anlagt af hendes mor. De skrev, at de også havde søgt efter hendes adoptionssag ”men beklageligvis uden at finde sagen”. Det svar fandt Annelise meget mærkeligt. Sagen måtte vel være et sted.
Sagsmappen dukker op
Anne Lise stod på bar bund, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle komme videre. Så hørte hun om en nystiftet forening Danske Krigsbørns Forening. På en bogmesse i Forum faldt hun tilfældigt over en bog om danske krigsbørn og om deres kamp med arkiver og myndigheder for at finde frem til deres ukendte fædre. Bogen var skrevet af Arne Øland, foreningens formand. Han rådede hende til at søge via Mødrehjælpens arkiv.
Hun skrev nu til Landsarkivet på Fyn, hvor hun med henvisning til relevante journalnumre og arkiver bad om aktindsigt i sin sag hos Mødrehjælpen Fyns Stift og med henvisning til, at der skulle være foretaget en politiafhøring af hendes mor, hvilket skulle fremgå af politiets faderskabs-protokol.
”Jeg ved ikke om der kan være tvivl om hvilken politimyndighed i Odense eller måske i Nyborg, der kan være tale. Jeg vil gerne bede om aktindsigt i hvad der vedrører mig”, skrev hun.
Så lykkedes det. I forsommeren 2003 fik hun svar tilbage fra Landsarkivet, at hendes sagsmappe var fundet frem, og at hun kunne komme ind og læse papirerne på Landsarkivets læsesal i Odense.
– Jeg kom derind, og fik min sagsmappe udleveret. Da det ikke var almindeligt tilgængeligt arkivmateriale, skulle jeg underskrive en erklæring om, at jeg ikke ville videregive de fortrolige oplysninger, som jeg fik kendskab til. Jeg satte mig hen til et bord. Min mand Leif, som var med, måtte ikke se noget. Han kunne pænt stå på afstand og vente. Jeg nævner det, fordi jeg synes, at det er dybt beklageligt, at det offentlige system skal være så stift. Det var mit eget liv, som det handlede om, og jeg havde brug for at have én ved siden af mig. Men nej, det var alt for hemmeligt.. Men dog ikke mere, end at jeg bagefter kunne bestille kopier af dokumenterne, som jeg så nogen tid efter modtog med posten.
Han kom fra Putnok
I sagsmappen på 54 sider fandt hun forhørsprotokollen med den forklaring, som hendes mor havde givet i september 1945. Her kunne hun læse, at hendes far blot havde opholdt sig i Odense (Sct. Knuds Gymnasium på Klostervej) i to måneder, fra den 27. februar til den 25. april 1945.
Hun bemærkede, at han var 24 år, altså syv år ældre end hendes moder. Han kom fra en landsby i Ungarn, der hed Putnok. Hun noterede også, at hendes far havde sort hår og blå øjne, samt at han havde tre søskende.
– Det værste af det hele var at læse forhørsreferatet. Detaljeret måtte min mor redegøre for forholdet til min far. Hun var kun 17 år, og måtte over for en fremmed myndighedsperson redegøre for de mest private ting vedrørende sin egen familie og om hvor, hvornår og hvor ofte hun havde været sammen med ham. Det var slemt at læse. Hun blev opfattet som en kriminel. Hun havde jo været i seng med fjenden. Ikke engang hendes egen far måtte få noget at vide, konstaterer Annelise.
I ugerne efter havde hun svært ved at fordøje de mange indtryk fra læsningen af sagsmappen i Landsarkivets læsesal, og hun havde heller ikke tid til ordentligt at bearbejde indtrykkene, for i de samme uger hændte to vigtige begivenheder i familien. I slutningen af maj 2003 fødte hendes datter en søn, som var hendes første barnebarn. Og senere den samme sommer døde hendes adoptivmoder.
Fortsat spøgte tanken om hendes ”ungarske far, der var tysk soldat”. Måske kunne et par oplysninger fra sagsmappen hjælpe hende på vej. Det at han havde tre søskende, og at han kom fra en landsby, der hed Putnok. På et kort fandt hun landsbyen i den nordøstlige ende af Ungarn, nord for storbyen Miskolc. Tampen brændte.
Et brev var på vej
Annelise arbejdede sammen med en kollega, hvis nabo kom fra Ungarn. Hende kontaktede hun og fik hendes hjælp til at oversætte et brev til ungarsk, som hun i februar 2004 sendte til borgmesteren i Putnok. I brevet fortalte hun om baggrunden for, at hun henvendte sig. At hun søgte sin far, som havde været soldat i Danmark under Anden Verdenskrig, og nu bad hun om borgmesterens hjælp til at finde sin far.
– Utålmodigt ventede jeg på svar. Da der var gået nogle uger, bad jeg kollegaens nabo ringe til borgmesteren nede i Ungarn for at høre, om de havde fundet ud af noget. Hun ringede så tilbage til mig og fortalte, at hun havde talt med borgmesteren, og at han havde sagt, at et brev var på vej.
Blot en måned senere, i marts 2004, dukkede så et anbefalet brev fra Ungarn op med posten. Annelise genkendte den sirlige og smukke håndskrift fra de breve, som hendes mor havde fået i foråret 1945. Som afsender stod: Ferencsin Imre.
– Jeg havde ikke gjort mig nogen forestilling om, at min far var i live. Jeg troede, at han var død i russisk fangenskab for mange år siden. Men omvendt lå det i mit baghoved, at han kunne være vendt tilbage fra fangenskab og være blevet gift og have fået børn, og at brevet kunne være skrevet af en søn. Stor var min overraskelse, at det virkelig var min far, fortæller hun.
Det var et to sider langt brev, tætskrevet, og på ungarsk. I brevet var der vedlagt tre fotos, et som han så ud, da han var i Danmark, et, som han så ud, da han var omkring de 50, samt et billede af ham som 83-årig. Det var første gang, at Annelise så sin far. I brevet fortalte han blandt andet, at han var enkemand, og at han havde to døtre og en søn.
Eftersøgning i Putnok
Efterfølgende har Annelise fået at vide, at hun kunne takke en ihærdig borgmester i Putnok for, at de fandt frem til ham. For ingen på rådhuset i denne afsides beliggende landsby kendte Imre Ferencsin (eller Ferencsin Imre, som det hedder på ungarsk). Borgmesteren havde så bedt sine medarbejdere spørge sig for i Putnok. Derved kom de i kontakt til Ferencsins søster, der boede på egnen. Hun havde aldrig hørt, at hendes bror skulle have en datter i Danmark. Hun satte sig i forbindelse med broderen, der boede i Miskolc, for at orientere ham om forespørgslen.
Straks havde han bedt om at se brevet, som var blevet sendt til borgmesteren. Da han havde læst det, bekræftede han, at det kunne være sandt. Samtidig havde han insisteret på, at han skulle være den, som først svarede på brevet. Så kunne borgmesteren svare næst efter. Og sådan blev det. Herefter tøvede Ferencsin ikke med at sammenkalde sin familie, en søn og to døtre, hvor han meddelte dem, at de havde en storsøster i Danmark, og at de skulle tage godt imod hende.
I øvrigt vidste hans familie godt, at han under sit ophold i Danmark under Anden Verdenskrig havde haft en dansk kæreste. Det havde han ikke lagt skjul på, hverken over for sine børn eller over for sin nu afdøde hustru. Han havde bare aldrig vidst, at han også havde en datter. For det havde ingen fortalt ham før nu.
Mødet med den ungarske familie
Året efter, i sommeren 2005, kørte Annelise og hendes mand, Leif, til Ungarn for at besøge faderen i Miskolc. De indlogerede sig på et hotel ikke ret langt fra hans bopæl.
– Jeg var naturligvis spændt på at møde min far. Vi havde ikke mere end lige fået anvist vores værelse på hotellet, da de ringede fra receptionen og meddelte, at nogle gæster ventede på os. Leif gik ned for at tage imod. Jeg tænkte, at det kunne være min broder, der var kommet for at byde os velkommen. Leif kom så løbende op og fortalte, at min far allerede var på vej op i elevatoren. Jeg stod der og følte, at jeg skulle op til mit livs eksamen. Så trådte han ud af elevatoren og gik mig i møde. I hånden havde han to røde roser, som han overrakte mig, hvorpå han kyssede mig på hånden. Derefter trådte en anden mand frem og hilste på engelsk med ordene: Jeg er din ungarske broder. Det var ret overvældende.
– Næste dag kørte vi til en restaurant i Lillafüred, hvor vi mødtes med hele familien. Jeg sad ved siden af min broder og over for min søster og en nevø, som var 23 år. Der var en god stemning, skønt vi havde svært ved at forstå hinanden. Så udbrød min nevø henvendt til mig: ”Dette er den lykkeligste dag i mit liv, fordi du er her”. Det var utrolig flot sagt. I det hele taget var min familie meget imponeret over den indsats, som jeg havde lagt for dagen for at finde min far.
Ringen sluttes
I dag skriver far og datter til hinanden på fødselsdage og til jul. Hun e-mailer med sin broder på engelsk, når noget skal formidles. Annelise har på opfordring indviet ham i moderens vanskelige liv, efter at de skiltes i april 1945. Hun har sendt billeder af hende og af hendes gravsted på Sanderum Kirkegård ved Odense. Han har fået at vide, at hun blev gift efter krigen, og at hun fik en søn og en datter. Han ved også, at ægteskabet ikke holdt, og at hun levede alene indtil sin død i 1986, kun 58 år gammel.
– I sine breve har han ofte spurgt om min mor, og hvad der skete hende, og det har jeg fortalt ham. Han har ikke kunnet forstå, hvorfor hun ikke skrev til ham efter krigen. Jamen, hendes mor havde forbudt hende det. Min far har svært ved at forstå det, for han havde håbet, at der havde været et livstegn fra hende, da han i 1948 var vendt hjem fra krigsfangenskab i Rusland.
Hvad betyder det for dig, at du har fundet din far?
– Det betyder utrolig meget, for det er hvad jeg har arbejdet på i mange år. Personligt har det været en tilfredsstillelse at finde ham og møde min familie, siger Annelise og fortsætter:
– Ethvert menneske har ret til at kende sine rødder. Det er nok, hvad det i bund og grund handler om. At vide, hvor man kommer fra. Følelsesmæssigt har det ikke ændret noget. Han er stadigvæk bare en mand, der bor i Ungarn, og som altså er min far, min biologiske far. Min far og mor er dem, som jeg er vokset op hos her i Odense. Men det har været vigtigt for mig, at der er kommet en afslutning. Så vil jeg vende det om og sige, at jeg også har givet ham en afslutning. Det synes jeg er lige så vigtigt. Han har fået at vide, hvad der er sket.
Interviewet har været bragt i foreningen Danske Krigsbørns medlemsblad ”Rødder” nr. 4 2007