Ungarske efterkommere efterlyser på Internettet informationer om den ungarske kadetskole i Danmark under 2. Verdenskrig. Hvad skulle de mon der? spørger en søn fra Colorado Springs i USA efter at have læst sin afdøde fars dagbog. Svaret findes i de danske arkiver. Læs om skolens dramatiske historie

Af Søren Peder Sørensen

”Under Anden Verdenskrig forlod en gruppe ungarske kadetter deres skole i slutningen af 1944 og rejste med tog og hest fra skolen i Ungarn til Præstø i Danmark. En af disse kadetter var min far. Alt, hvad jeg ved, har jeg fra hans dagbog, som jeg fandt efter hans død. Nu prøver jeg at forstå, hvad der fik ham og hans kammerater til at forlade deres land for at rejse til Danmark. Er der nogen der ved noget?”

Spørgsmålet stilles af Stephen Toldy i et indlæg, som bringes på den engelsksprogede historieportal ”Armchair and HistoryNet”. Han og hans familie bor i Colorado Springs, USA, og begge hans forældre er ungarske. Hans far hed Stephen Julius Toldy, født i januar 1926 i Bene (i dag en del af Ukraine).

Opbrud fra Bromberg (Bydgosc) i begyndelsen af 1945. På billedet ses moderen Zolderdo Maria og foran hende søsteren Zolderdo Terezia (i lys frakke) og med den seks måneder gamle dreng Zsakai Zsolt, en bror til Zsákai Marietta.

Ifølge Stephen Toldy skrev hans far i sin dagbog, at de unge kadetter var i kontakt med den danske modstandsbevægelse, samt at kadetterne efter tyskernes kapitulation i maj 1945 blev behandlet som gæster af den danske regering. Hvorfor fik de denne særbehandling? Hvorfor blev de ikke sendt i krigsfangelejre i Tyskland eller i Sovjetunionen, som det hændte andre krigsfanger? spørger Stephen Toldy.

Stephen Toldys spørgsmål om kadetskolen udløser en reaktion fra en læser i Budapest ved navn Marietta Zsákai. På ”Armchair and HistoryNet” skriver hun:

”Jeg er født i Danmark, Næstved/Gavnoe. Min bedstefar, mine forældre, min lillebror og min tanke og onkel, levede i Danmark i to år. Jeg var seks måneder gammel, da vi forlod Danmark. De fortalte mig senere, at vi blev hjulpet af Dansk Røde Kors..”

Men Stephen Toldy får ikke svar på de to spørgsmål, som han rejser:
Hvorfor forlod de unge kadetter deres hjemland for at rejse til Danmark?
Hvorfor blev de behandlet som gæster af den danske regering og ikke sendt i krigsfangelejre?
Svarene findes i de danske arkiver, men de har været godt gemte, for ingen dansk historiker har nogensinde interesseret sig for den afdeling af den ungarske kadetskole på op mod 150 mennesker, som havnede i Danmark.

På flugt vestover
Som det fremgår af overskriften tilhørte det unge mandskab en kadetskole, der lå i byen Marosvásárhely i det sydøstlige Ungarn. I dag hedder byen Tirgu Mures og ligger i Rumænien.

I i 1944 var kadetskolen ”Csaba Királyfi” en respekteret ungarsk militær uddannelsesinstitution, hvortil godsejere, præster og andre velstillede samfundsgrupper sendte deres sønner, så de kunne få en officers-uddannelse.

Men skolens placering tæt ved Ungarns østlige grænse udgjorde et problem, da den sovjet-russiske hær i det tidlige efterår 1944 buldrede frem og trængte ind over grænsen fra Rumænien. I al hast blev kadetskolen flyttet bort fra krigszonen til mere sikre egne i det vestlige Ungarn.

Den røde Hær fortsatte sin fremmarch, og snart kunne Kadetskolen fra Marosvásárhely heller ikke mere være i sikkerhed i det vestlige Ungarn. I december 1944 besluttede tyskerne at flytte skolen til Tyskland. Det hed sig, at flytningen skulle ske, så de unge kadet-elever i fred og orden kunne fortsætte deres officersuddannelse. Sandheden var dog en anden, nemlig at tyskerne pønsede på at sende eleverne til de pressede fronter, som desperat manglede mandskab. Kort før jul 1944 blev de ungarske elever sat på et tog for at blive sendt til byen Bromberg (nuværende Bydgosc i Polen). Der blev de underlagt den tyske Opklarings- og Kavaleriskole.

Mange andre fulgte eleverne. Det fremgår allerede af Marietta Zsákais indlæg på ”Armchair and HistoryNet”, hvor hun skriver, at foruden hendes forældre var også hendes bedsteforældre samt tante og onkel med.

Ifølge oplysninger fra de danske myndigheder efter krigen udgjorde kadetskolens mandskab cirka 150 mennesker. Af dem var lidt under halvdelen elever (55-60), mens de øvrige var enten officerer, vikarierende officerer og familiemedlemmer, blandt dem 19 kvinder og børn.

Med russerne i hælene
Kort efter kadetskolens ankomst til Bromberg blev skolens leder, major Dezső Szilágyi, klar over tyskernes reelle hensigter. De underlagde hans elever militær straffelov, hvorved de blev betragtet som desertører og risikerede dødsstraf, hvis de forsøgte at stikke af eller hvis de ikke fulgte tyskernes ordrer.

Allerede den 20. januar 1945, da russiske tanks og artilleri lød uden for byen, blev de unge mænd beordret i kamp, men major Szilágyi protesterede og indvendte, at hans elever var utrænede og ikke egnede til at gå i kamp.

Ved at modsætte sig ordren vakte majoren tyskernes store mishag, hvilket skulle komme til at forfølge ham og skolen helt hen til krigens afslutning.

Ungarerne blev beordret væk fra Bromberg. Kadetterne, nogle menige samt officererne red til hest, mens familiemedlemmer og øvrige menige sad på hestevogne. Retningen var stik vest, bort fra den russiske linje. Alle kunne ånde lettede op, men kun for en kort stund. Russerne var lige i hælene, og de var under konstant fare for beskydning. I stedet for at hjælpe, lagde tyskerne dem hindringer i vejen.

”Undervejs (fra Bromberg til Münster, red.) saboterede gruppen flere tyske ordrer og tre gange forekom det, at tyskerne på Himmlers befaling ville fjerne heste og cykler, men hver gang lykkedes det at afvise disse ordrer”, skrev major Szilágyi efter krigen.

Marietta Zsákai, der på det tidspunkt endnu ikke var født, skriver samstemmende om familiens opbrud fra Bromberg:

”Fra Ungarn til Bromberg ankom min familie med tog. Men der faldt bomberne og derfor fortsatte de med heste, og kun kvinder og børn var med på hestevognen. De rejste gennem skove på grund af bombefaren, og fordi russiske tanks bare var nogle kilometer derfra. Tyskerne ønskede at tage deres heste og agtede at sende dem (kadetterne) mod de russiske tanks. Alle havde travlt med at komme over på den anden side af Elben.”

Mellem den 20. januar og 26. februar 1945 tilbagelagde gruppen cirka 900 kilometer, heraf de 200 til 250 kilometer i sne og 15-20 graders frost.

En genstridig major
I slutningen af februar 1945 ankom kadetskolen til Münster i Nordtyskland. Der hvilede de ud efter den anstrengende march, mens skolens ledere lå i forhandlinger med de tyske militærmyndigheder om, hvad der skulle ske. Svaret kom to dage senere. De blev sat på et tog, der kørte i nordlig retning. De rejste via Hamburg, ankom til den tysk/danske grænse og fortsatte via Fredericia, Nyborg og Korsør til Næstved.

”I Næstved ventede de på stationen hele formiddagen. De besigtigede byen, så chokolade og kager i udstillingsvinduerne. Folk på gaderne er rolige og velklædte og det forekommer fredeligt”, citerer László Vécsey fra dagbogsnotater…

I Næstved blev den ungarske kadetskole skilt fra den tyske Opklarings- og Kavaleriskole. Herefter blev de ungarske kadetter og deres familier sendt til Præstø, hvor mandskab, vogne og heste blev indkvarteret på herregården Nysø.

Få dage senere ankom en tysk uddannelsesofficer sammen med fem underofficerer for at overtage ansvaret for uddannelsen af de ungarske kadetter. Og så brød balladen atter løs. Major Dezső Szilágyi modarbejdede energisk de tyske forholdsregler for at forhindre, at hans elever skulle sendes til fronten.

”Skolens ledelse gjorde vrøvl, og sprogvanskeligheder gjorde det værre”, skrev major Szilágyi i en redegørelse, hvor han omtalte de tyske uddannelsesofficerer som spioner. Mistilliden var gensidig. Tyskerne følte sig så utrygge ved ungarerne, at de om aftenen forskansede sig på deres værelser med de våben og den ammunition, som de brugte til øvelserne.

Nerverne stod på højkant og rygterne herom nåede den danske modstandsbevægelses efterretningstjeneste. I en rapport, som blev sendt til Stockholm, noterede en dansk efterretningsmand i april 1945:

”Der har for nylig været nogle højtråbende, tyske officerer nede at tale med majoren Dezső Szilágyi. Det udartede sig til vildt skænderi, der kunne høres over hele hotellet.”

Den tyske kommandant krævede, at kadetterne skulle grave luftbeskyttelseshuller i omegnen af Præstø. De fik ordre om, at de sammen med Gestapo-folk skulle søge efter og indsamle nedkastede våben og ammunition fra allierede flyvere. De blev sat til at eftersøge danske modstandsfolk om natten.

Major Szilágyis afslog hver gang, så tyskerne betragtede det som sabotage. Aligevel fik han forhindret et sidste forsøg på at sende de unge kadetelever til Berlin for at detlage i slutkampene om den tyske hovedstad. Men nu var tyskerne blevet så trætte af den genstridige major og hans kolleger, at de alle blev sendt tilbage til Næstved, hvor de blev indkvarteret på øen Gavnø under forhold, der lignede en egentlig internering af krigsfanger.

Et hemmeligt netværk
Når Stephen Toldy i sit indlæg på historieportalen ”Armchair and HistoryNet” spørger, hvorfor de ungarske kadetter efter tyskernes kapitulation fik særbehandling og blev betragtet som gæster af den danske regering, skyldes svaret major Szilágyis energiske modstand mod de tyske ordrer.

Dette blev bestyrket af, at majoren i de samme uger søgte nær kontakt med den danske modstandsbevægelse, først i Præstø, senere i Næstved. Der forsikrede han, at de ungarske kadetter indtog en antinazistisk holdning, at han og hans elever opfattede sig som gæster i Danmark. Hvis det skulle komme til åbne krigshandlinger, ville ungarerne kæmpe på dansk side vendt mod tyskerne.

I ugerne op til tyskernes kapitulation udbyggede major Szilágyi og hans kolleger et hemmeligt netværk af kontakter med danske modstandsfolk og ungarske officerer i Høveltelejren i Nordsjælland, der samarbejdede med den øverste ledelse i modstandsbevægelsen.

Da briterne overtog kommandoen i Danmark efter 4. maj 1945 blev stort set alle, der tilhørte den tyske besættelsesmagt, beordret til at forlade Danmark. Det gjaldt også den ungarske styrke på 12.000 mand. Men på grund af den ungarske kadetskoles aktive samarbejde med modstandsbevægelsen accepterede de britiske militærmyndigheder, at kadetskolen kunne blive i Danmark indtil videre.

Ifølge den tidligere kadet, dr. Miklós Endre, bosat i Eger, var der flere årsager til, at ungarerne kunne blive. Blandt andet spilllede det en rolle, at danskerne havde brug for dem til at passe de over 400 heste, som tyskerne havde efterladt på kasernen i Næstved. Hertil kom 100 ungarske heste.

“Alt dette blev dansk krigsbytte. Hestene skulle plejes og bespises. Det blev så vores opgave at udføre det, eftersom vi var uddannet til det. Det varede i en måneds tid, hvorefter vi blev overdraget til Dansk Røde Kors”, skriver Miklós Endre.

Også fra civil side blev der gjort en indsats. Således rummer arkiverne en brevkorrespondance, hvor den lokale sognepræst i Præstø Sv. Austin Hansen beder Udenrigsministeriet om ikke at sende kadeteleverne tilbage til Ungarn.

”De er ude af sig selv af fortvivlelse og frygt på dette tidspunkt, før fredsslutning og grænsedragning, at skulle vende hjem til de vistnok meget brogede forhold i deres hjemland”, skrev han den 30. august 1945.

Resultatet af forhandlingerne blev, at kadetskolen fik tilladelse til at bo og arbejde i Danmark. I de første uger sørgede Næstved Kommune for, at de fik indkvartering og blev forplejet. Senere på sommeren 1945 blev de overgivet til Dansk Røde Kors, og i den periode fik mange af kadeteleverne arbejde ved landbruget på Næstved-egnen.

Ingen vej tilbage
Kadetskolen Csaba Királyfi vendte aldrig tilbage til sin hjemegn i Marosvásárhely. Ved Anden Verdenskrigs afslutning måtte Ungarn afgive området til Rumænien, og flere af kadetskolens elever oplevede, at vejen tilbage til deres hjemland var lukket. I de følgende år blev de spredt for alle vinde.

Nogle valgte at emigrere til lande som Canada, Schweiz, Tyskland og Frankrig, mens andre som Stephen Toldys forældre udvandrede til Colorado Springs i USA. En halvsnes af eleverne valgte at blive i Danmark, hvor de blev dansk gift og stiftede familie.

Blandt dem, som midlertidigt tog ophold i Danmark var skolens leder Dezső Szilágyi, som fik flere danske venner. I Omkring 1950 udvandrede han til Princeton i New Jersey, hvor han i mange år virkede som ridelærer på Meadow House Farm. Han opnåede derved stor anerkendelse og bliver i dag, flere år efter sin død 18. juli 1983 i New Brunswik, betragtet som én af pionererne i USA i klassisk dressur.

Men hovedparten valgte at rejse hjem til Ungarn, da mulighederne åbnede sig i efteråret 1946. De første forlod Danmark den 24. oktober 1946. Den anden gruppe forlod Danmark den 13. november 1946, da de i busser blev kørt til Wien, hvorfra de blev transporteret hjem med tog den 19. november 1946.

Blandt dem var Marietta Zsákai og hendes familie.

”Jeg var seks måneder gammel, da vi forlod Danmark, men i hele mit liv har det fulgt mig som en straf, at jeg var født i et vestligt land. Men det er fortid nu”, slutter Marietta, der i dag er 62 år og arbejder som lærer i Budapest.

I Danmark gled historien om de unge kadetter fra Transsylvanien snart i glemmebogen, men de involverede familier og pårørende glemte det aldrig. For det blev en begivenhed, der kom til at forme livet for dem og de næste generationer. Blandt dem Stephen Toldy fra Colorado Springs og Marietta Zsákai i Budapest.

”Since to past no future”, skriver Marietta Zsákai i et af sine indlæg på ”Armchair and HistoryNet”. Uden fortid, ingen fremtid. Uden at kende historien kan vi ikke forholde os til fremtiden.