Tre veteransoldaters beretninger om tiden før og under krigsfangenskab efter 2. Verdenskrig
Uddrag fra en bog om ungarske krigsfangers skæbne under Anden Verdenskrig, skrevet af krigsfanger. Bogens ungarske titel : "Hadifoglyok Írják" - publikationer fra Det Krigshistoriske Arkiv 1999, udgivet af dr. Jolán Szijj. Dansk oversættelse: Laszlo Biro.
Vi kom ikke i lejr
Efter Horthy-proklamationen afmarcherede vi fra Budapest til Dunántúl-området /Vestungarn/ gennem Dunaföldvár, siden – under stadig tilbagetrækning på linjen Székesfehérvár-Komárom-Galánta-Bratislava- endte vi i foråret 1945 i Grossenzersdorf, Østrig. Her forenedes vi med 53. grænsevagtenhed og forskellige andre underenheder og det 93. rekrutregiment blev dannet.
Jeg indgik i III. bat. 9. kompagni under ledelse af Lajos Dezső. Regimentet kom under tysk kommando. De begyndte vores uddannelse med at kaste os ind i Berlins forsvar mod russerne. Kommandant Dezső prøvede i flere dage at overbevise dem om, at vi ikke var tilstrækkeligt forberedt/uddannet for sådan en mission, og at vi ville blive elimineret den allerførste dag. Efter den lange disput bestemte den tyske ledelse til slut at tage en tysk okkupationsbataljon fra Danmark til Berlin og de sendte os til Danmark som erstatning. Evig tak og lov til kommandant Dezsô, fordi vi dermed undgik krigen og forblev i live. Snart blev vi sat på et tog og efter 9 dages rejse kom vi først til Aalborg og blev siden placeret i Hjørring. Det var her den tyske kapitulation nåede os.
Vi kom ikke i nogen lejr, heller ikke efter dette, men fik bare bevogtningstjeneste. Vi havde det godt; god indkvartering og et godt liv. Jeg har aldrig spist så mange kager med frisk fløde som der. Så vidt jeg ved, var der også ungarske soldater i København …
Snart overtog de kongelige danske tropper vores opgaver og vi skulle forlade landet inden 8 dage. Vi avancerede successivt hjemad gennem engelske og amerikanske områder.
Jeg kom hjem den 7. marts 1946.
Lajos Sipos – Tomajmonostora
HH 1993/2.
Fangenskab efter en vandring på 600 km
Den 6. december 1944 blev vi sat på tog og den 20. ankom vi til den tyske by Lüneburg, hvor vores uddannelse fortsatte til den 4. april.
Derefter blev vi sendt til vestfronten: Bremen, Lübeck og området omkring floderne Wese og Elbe. Vi vandrede hen ved 600 km . Vi fortsatte den 1. maj i retning mod Danmark og blev fanget den 3. maj af de fremrykkende engelske panserenheder.
Dr. István Horváth – Budapest
HH 1994/8.
Novice i Danmark
Fra Sárszentmiklós ankom vi til Danmark den sidste dag i januar 1945, til det tysk okkuperede Sjælland, til Korsør by. Den 3. maj blev vi sat på tog og transporteret til Slagelse. Her skete noget uventet ved vores ankomst. Vi blev omringet af civile med armbind, som tog vores våben. Det viste sig, at de var danske modstandsmænd. Også tyskerne mente, at modstand var uden nytte. Vi nød danskernes ”gæstfrihed” til den 21. maj. De var ikke fjendtlige over for os. Vi fik en del af vores våben tilbage, hvis vi skulle blive overfaldet. Vi fik madpenge og madkuponer.
Et par dage senere blev vi forflyttet til en anden by. Vi gik over den dansk-tyske grænse den 21. maj, og efter en rejse gennem flere byer – de raske til fods, de syge i bil – blev vi indkvarteret på gårdene i nærheden af landsbyen Kating. Det var her at fangelejren blev etableret.
Sándor Bellér – Budapest
HH 1994/2.
Danske lejre
Kating
Vi gik over den dansk-tyske grænse den 21. maj. Fangelejren blev etableret i nærheden af landsbyen Kating. Vi blev indkvarteret i dobbeltlags afrikanske telte. Madrationeringen var usædvanlig dårlig. Morgenmad: bitter lindeblomst-te, frokost: en halv liter svag suppe med nogle bønner eller kartofler og lidt kød, aftensmad: 20 gram brød og til det 2 gram syltetøj eller hytteost eller fedt. Senere, når roerne begyndte at vokse, kompletterede vi kosten med dem. Senere fik man også arbejde, som gav 30 mark om måneden og 2 cigaretter om dagen.
I slutningen af august fik vi engelsk- og tysksprogede identitetspapirer. Det betød, som det forklaredes, at vi ikke længere var krigsfanger. Senere fik vi at vide, at med denne aktion ophørte englændernes forsyningspligt. Dermed var det op til byen, på hvis område krigsfangerne befandt sig, at forsyne os, og det på en tilsvarende niveau som lokalbefolkningen. I september steg vi på tog og skulle hjem. Men på jernbanepladsen i Unna blev vi omringet af bevæbnede engelske soldater som eskorterede os til en kaserne med høj pigtråd.
Det var en rigtig fangelejr, hvis kommandant var en engelsk major. Ungarernes kommandant blev en reserveofficer.
Sándor Bellér – Budapest
HH 1994/1
Kilde:
Hadifoglyok írják
Hadifogolysors a második világháborúban
Hadtörténelmi Leveltari kiadványok
Sine praeteritis futura nulla – Múlt nélkül nincs jövő
ISBN 963 85827 1 5
ISSN 1417-9598
(udg. 1999)