Den ungarske officer Béla Foris var både modstandsmand og sabotør, men der skulle gå 61 år, før det blev kendt
Af Søren Peder Sørensen
Den 42 årige officer Béla Foris ankom i marts 1945 med sin afdeling til Ølgod i det sydvestlige Jylland, hvor han kort efter trådte i kontakt med modstandsbevægelsen.
Béla Foris omtales første gang i en rapport, som politiet i Varde udarbejdede i 1947. Rapporten blev til som svar på en forespørgsel fra rigspolitichefen, der udbad sig nærmere oplysninger om de ungarske troppers deltagelse i besættelsen af Danmark.
Af rapporten fremgik, at Béla Foris jævnligt forhandlede med kommunebogholder Hans Rohde, der var leder af modstandsbevægelsen i Ølgod. Forhandlingerne drejede sig i første omgang om indkvartering af de ungarske tropper i Ølgod. Snart fattede de to mænd tillid til hinanden, og Béla Foris gav klart udtryk for, at det var meget imod ungarernes vilje, at de deltog i krigen på tysk side, men at de var tvunget med af den daværende ungarske regering.
I de følgende uger blev kontakten mellem bogholder Rohde og den ungarske officer tættere. Béla Foris, der ofte kom i det tyske hovedkvarter i Varde, havde adgang til hemmelige tyske oplysninger om antal af tyske soldater og hvor de opholdt sig i og omkring Varde. Disse oplysninger videregav han til modstandsbevægelsen og til den danske militære efterretningstjeneste.
Desuden havde modstandsbevægelsen truffet den aftale med Béla Foris og dennes chef, at såfremt det kom til kamphandlinger med tyske afdelinger og modstandsbevægelsen, skulle den ungarske afdeling støtte modstandsbevægelsen i Ølgod.
Jernbanesprængning
Da den ungarske afdeling opholdt sig i Ølgod by, blev der foretaget en sprængning af jernbanelinjen ved Ølgod By. Sprængningen var ikke foretaget af modstandsbevægelsen i Ølgod, og heller ikke modstandsbevægelsen i nabobyerne vedkendte sig handlingen. Efter tyskernes kapitulation indrømmede Béla Foris, at det var ham og hans folk, der havde sprængt jernbanen, idet Béla Foris havde forsynet dem med sprængstof.
Politirapporten gav ikke yderligere oplysninger om, hvem Béla Foris var, og hvad der blev af ham efter krigen. Man måtte formode, at han som sine øvrige landsmænd, der kom til Danmark under Anden Verdenskrig, blev sendt i krigsfangenskab i Tyskland.
Familien blev
Først nu, 61 år efter, kommer sagens rette sammenhæng for en dag. Og det skyldes datteren Elisabeth Szlavik, der fulgte sin far til Danmark i vinteren 1945. Hun var dengang 17 år gammel og er i dag bosat i Lyngby ved København. Foruden sin far fulgtes hun med sin mor, sin lillebror og sin farmor herop. For dem alle blev Danmark deres nye fædreland.
– Vi ankom alle til Ølgod i marts 1945, og efter krigen blev vi boende i Danmark. Først boede vi i forskellige flygtningelejre, blandt andet i Nordjylland. Senere bosatte vi os i Københavns-området, men Ølgod står fortsat for os som det sted, hvor vi for første gang efter en lang flugtrute fra Ungarn blev mødt med menneskelig varme og hjælpsomhed, fortæller Elisabeth Szlavik. Hun kan tilføje, at hendes far, der var uddannet revisor i Schweiz, først på et sent tidspunkt blev indkaldt til militæret i Ungarn, efter at familien i 1940 var flygtet fra Rumænien.
Flødeskumskager
Hvor anderledes alting var, illustreres af følgende episode:
Én af de første dage i Ølgod fulgtes Elisabeth med sin far. De stoppede op foran et konditori, hvor der var stillet flødeskumskager frem vinduet.
– Jeg nægtede jeg at tro, at det var flødeskum. Jeg troede, at det var pap. Vi var lige kommet fra et land, hvor vi ikke engang kunne få brød. Men det var flødeskum, desværre havde vi ikke penge at købe for. Samme dags aften dukkede bageren op og forærede os flødeskumskager. Men vi blev alle syge, for vores maver kunne ikke tåle det. De følgende aftener gentog det sig, og vi blev glade for både flødeskumskager og wienerbrød. Den gestus, som bageren viste os, glemmer jeg aldrig.
På spørgsmålet hvorfor hendes far så aktivt tog del i modstandskampen svarer hun, at hun er stolt over så mange år efter at erfare, at hendes far havde dette mod.
– Det er først nu, at jeg bliver klar over det. Far talte aldrig om det i årene efter krigen. Men han var fuld af beundring for det danske samfund, og han har nok på et tidligt tidspunkt indset, at der for ham og hans familie ikke var nogen vej tilbage, for vi havde ikke noget hjem at vende tilbage til i Ungarn, fortæller hun.
Béla Foris døde i 1980.
Læs også: