Optegnelser under flugten

Professor Gábor Kazinczy skrev efter krigen en beretning om flugten og om den ungarske arkitektgruppes ophold i Danmark i befrielsessommeren 1945

Af Søren Peder Sørensen

Bygningsprofessor Gábor Kazinczy (1889-1964) skrev efter krigen en beretning baseret på sine optegnelser under flugten til Danmark og under opholdet i Danmark i befrielsessommeren 1945.
Skriftet er på 24 sider, og oversat fra ungarsk til svensk af sønnen Ferenc de Kazinczy. På de første 13 sider beskæftiger Gábor Kazinczy sig med ungarernes dagligdag i Vemmelev i sommeren 1945. Han skriver blandt andet om, hvordan det var at opleve tyskernes kapitulation i Danmark den 5. maj 1945. Det gør han i et trist tilbageblik på det fædreland, som han havde forladt:
”Lykkelige Danmark. Du er fri igen, men du mit stakkels hjemland, ødelagt, i ruiner, kastes i trældom. Og vi selv, udstødte i fremmed land, går en uvis fremtid i møde.”
Han fortæller om det kaos, der fulgte, mens tyske og ungarske soldater brød op i dagene efter befrielsen for at forlade landet til fods. Om mødet med danskerne, om de mange praktiske vanskeligheder, der var forbundet med indkvartering og proviantering på skolen i Vemmelev. Han glæder sig over de lyse aftener og den smukke danske sommer med ”røde tage, blomstrende haver, grønne enge og bølgende agre”.

Hamburg

På de følgende sider ser professor Kazinczy tilbage på sit ophold i Hamburg fra den 11. til den 14. april 1945 forud for arkitektgruppens ankomst til Danmark.
Sammen med gruppens leder, professor Korompay samt to assistenter blev han tilbage i Hamburg for at veksle penge og indhente rejsetilladelse for gruppen hos de tyske myndigheder. Resten af gruppen skulle så fortsætte til Flensburg og afvente dem der. Opholdet trak ud, fordi det var svært at finde de rette myndighedspersoner. De fik kun få informationer om Danmark. Dog blev de klar over, at det var forbudt at føre rigsmark over grænsen. De skulle enten deponeres ved grænsen eller veksles til ”Verrechnungsscheine”. Det var forbundet med meget bureaukrati at få en anvisning på et hotel, og når det lykkedes, måtte den fornys dagen efter. Om natten måtte de flere gange haste i beskyttelsesrum på grund af luftalarm. En nat var de meget tæt på at blive ramt, mens de lå og sov på deres hotelværelser. Et flyangreb var ikke blevet varslet, og de blev vækket af eksplosionen, der blæste ruderne ind og fyldte deres senge med glasskår.
”Når jeg tænker tilbage på denne nat, og på et flyangreb i Halle, de to gange under krigen, hvor jeg var udsat for virkelig fare, finder jeg, at de ikke har efterladt noget dybere indtryk. I farens øjeblik var jeg bestemt bange, men der findes også en accept: Lad komme hvad komme skal, så får vi se, hvordan det er at dø. Senere blev jeg ikke ængsteligere, tværtimod, i kraft af erfaringen mere djærv.”
Dagen efter havde de fået løst deres opgave og de forlod Hamburg i et overfyldt tog. Fra Altona rejste de videre til Neumünster. Derfra måtte de spadsere flere kilometer på grund af en jernbanesprængning. De overnattede på en madrasfabrik og næste dags formiddag ankom de til Flensburg, hvor den øvrige gruppe ventede.

København

Herefter vender professor Kazinczy tilbage til dagene efter ankomsten til Danmark, til det, som han kalder “Københavns-episoden”. På grund af forviklinger omkring arkitektgruppens placering i Danmark, blev Kazinczy sammen med to kolleger sendt til København for at finde en løsning. Han kendte København, da han tilbage i 1912 havde besøgt byen nogle dage. Mødet med København blev dog ikke noget lykkeligt gensyn. Byen var præget af et had vendt mod alt, hvad der var tysk. Kazinczy erfarede, at når man henvendte sig til en dansker på tysk blev man enten ikke forstået eller også fik man vildledende information.
”Fjendtligheden som vi mødte i København kom som et chok og gjorde os dybt skuffede. Havde jeg anet at det skulle blive sådan, havde jeg aldrig rejst dertil. Tyskerne syntes ikke om os, men i det mindste hadede de os ikke. I min lille dagbog, hvor jeg gjorde mine optegnelser hver dag, skrev jeg: ”Jeg overgiver mig til min skæbne”.
Kazinczys beskrivelse af mødet med hovedstaden og hans oplevelse af den mentale tilstand kort før tyskernes kapitulation rummer kloge refleksioner over krigen og hvad den gør ved mennesker, når man selv befinder sig i en vanskelig og sårbar situation.

Hvem var Kazinczy?
Maleri af Gábor Kazinczy
Maleri af Gábor Kazinczy

Gábor Kazinczy tilhørte den kendte ungarske slægt Kazinczy. Hans oldefar var forfatteren Ferenc Kazinczy (1759 – 1831), der i begyndelsen af 1800-tallet reformerede det ungarske sprog og grundlagde en egentlig ungarsk litteratur. Hans far var dommer ved hovedretten i byen Szeged.
I efteråret 1944 var Gábor Kazinczy adjungeret professor ved Teknisk Universitet i Budapest, hvor han forelæste om bærende konstruktioners sikkerhed. Forinden havde han været chef for Budapest byplansafdeling, men måtte i 1943 opgive stillingen, fordi han havde givet byggetilladelse til en jødisk entreprenør, hvis ret til at drive virksomhed på grund af jøde-lovene var blevet inddraget.
I efteråret 1944, mens sovjettropperne nærmede sig, overvejede familien Kazinczy, om de skulle flygte vestpå. Afgørende blev regeringens beslutning om at forflytte 3. og 4. årskursus af Teknisk Universitet til Tyskland. Den ordinære professor, der var syg og svagelig, spurgte Gábor Kazinczy, om han ville følge med de studerende, og han indvilgede. Med fulgte hans hustru Maria og parrets to børn, datteren Erzsébet (født 1927) og sønnen Ferenc (født 1929).
Forud for opbruddet fra Ungarn havde han videnskabeligt udført en banebrydende indsats for at forbedre holdbarhedsberegninger af armerede betonkonstruktioner. Han lagde herved grunden til en ny videnskabsgren om bærende konstruktioners sikkerhed.
Under sit ophold i Vemmelev fortsatte han i sommeren 1945 med at arbejde på sin opfindelse af ”bjælkearmering med førspændt trådarmering”. Han fortæller, at han sad i køkkenet eller i gymnastiksalen på Vemmelev Skole, ofte omgivet af grædende småbørn og larmende studenter, fordybet med at opstille beskrivelser, oversætte forsøgsprotokol og skriver ansøgninger ud på maskine i flere eksemplarer.
Efter en del møje og et antal besøg i København lykkes det at finde et firma, der købte patentet og på den måde sikre en indtægt, der kunne hjælpe familien gennem en økonomisk usikker fremtid.
Familien opholdt sig i Danmark fra april 1945 til sommeren 1946. Efter et år i flygtningelejre fik Kazinczy ansættelse ved Polyteknisk Læreranstalt i København. I juli 1947 fik han ansættelse i Stockholm, hvortil familien flyttede samme sommer.
I 1957 grundlagde han det Ungarske Ingeniør- og Arkitektforbund i Sverige, som han var formand for indtil sin død. Han var desuden en af grundlæggerne af de Ungarske Ingeniørers- og Arkitekters Verdensforbund, som blev dannet i USA i 1958. Han udgav en lang stribe videnskabelige publikationer om armeret beton, hans sidste publikation udkom i 1959, da han var fyldt 70 år.
Gábor Kazinczy døde i Motala i Sverige i maj 1964 og ligger begravet på familiens gravsted på Nordre Kirkegård i Stockholm, hvor også hans hustru hviler.

 

Læs også

Den ungarske Arkitektgruppe i Danmark

Budapest-universitetet i Vemmelev

Skriv et svar