Flygtede fra deres kompagni under en øvelse mellem Ringsted og Køge  i april 1945 og skjulte sig frem til tyskernes kapitulation i en bivuak i en granplantage, hjulpet af den lokale befolkning

Georg Szlavik var født og opvokset i den ungarske by Sopron ved den østrigske grænse. Under 2. Verdenskrig læste han på Teknisk Højskole i Budapest, hvorved han slap for at gøre militærtjeneste. I efteråret 1944 blev han dog indkaldt, og i december 1944 blev han med sine kammerater sendt til det østlige Tyskland for at få militær træning.

Efter nytår blev kompagniet sendt videre til Stettin (i det nuværende Polen) ved Østersøen. Få dage før byens fald, i februar 1945, fik kompagniet marchordre. Fra Warnemünde blev de sejlet til Gedser og derfra videre til Haslev, hvor de blev indkvarteret i en sportshal.

”I løbet af et par uger blev vi klar over, at danskerne ikke var tyskvenlige. Tværtimod, men de smilede til os når vi sang vore ungarske sange. Vi kom til at tro på, at i dette land havde vi en chance for at flygte fra det forhadte militær”, skrev nu afdøde Georg Szlavik i et brev til sit barnebarn.

Hjulpet af skovarbejder

Den 7. april 1945 om natten deserterede Szlavik sammen med to kammerater. Det skete under en øvelse, da de overnattede i en skov ved landevejen mellem Ringsted og Køge. I nattens mulm og mørke listede de væk fra lejren og vandrede det meste af natten. De fandt et passende sted i en granplantage, hvor de byggede en bivuak af grene. Næste dag forsvandt den ene af de tre kammerater, og siden så de ham ikke.

Sulten drev dem til at søge kontakt. De vovede at banke på døren til et ensomt beliggende hus i udkanten af skoven. Der boede en skovarbejder med sin familie, som blev meget forskrækkede. Ungarerne forklarede med håndtegn og grimasser, at de ikke ville dem noget ondt. Familien tog herefter godt imod dem, og de blev budt på middag, kartofler, brun sovs og frikadeller.

I en måned opholdt de to ungarske desertører sig i deres selvbyggede skov-bivuak, lange dage og nætter med kulde og fugt. Foruden skovarbejder-familien blev de også hjulpet af en lokal købmand og af en husmand. Senere byttede de deres pistoler med civilt tøj, hvilket skulle vise sig at blive deres redning.

På befrielsesaftenen den 4. maj 1945 blev de to desertører overrasket af en af deres danske venner, mens de lå og sov i bivuakken. Han fortalte dem, at tyskerne havde kapituleret, og at krigen var slut. De blev ført med til en dansk familie, hvor de overnattede. Fordi de var deserteret fik de lov til at blive i Danmark efter krigen. De fik flygtninge-status, kom under forsorg af Dansk Røde Kors, hvilket blandt andet indebar, at de fik arbejdstilladelse.

Fik troen på mennesket tilbage

I brevet omtaler Georg Szlavik de danskere, som hjalp ham og kammeraten i de svære uger under deres flugt fra den tyske værnemagt som uselviske mennesker, som turde risikere deres egen sikkerhed for to vildt fremmede mennesker. De blev hans venner for livet.

”De medvirkede stærkt til, at jeg atter fik troen på menneskene tilbage, en tro, som jeg var meget nær ved at miste i det halve år i min såkaldte krigstjeneste.”

Georg Szlavik blev i Danmark efter krigen. Den kammerat, som han deserterede med, emigrerede til Canada, men de bevarede kontakten med hinanden indtil Szlavik døde for nogle år siden.

I brevet tilføjer han, at han efter krigen fik brev fra en kammerat, der tilhørte det kompagni, som han var flygtet fra. Kammeraten skrev, at kompagniet kort efter deres desertering var blevet sendt til Tyskland, hvor mange faldt under kampe i Berlin. Senere blev de overlevende sendt i russisk fangenskab. Han kunne også oplyse, at den kammerat, som forsvandt, og som de siden ikke så, var blevet taget til fange af tyskerne, der havde henrettet ham.

“Det var altså vores sidste chance for at undgå samme skæbne, det vidste vi blot ikke dengang.”