”Jeg tror på én Gud.
Jeg tror på ét fædreland,
jeg tror på evig sandhed.
Jeg tror på Ungarns opstandelse”.

Hvert et område, det være sig i skole, kirkelige og soldaterinstitutioner, skete der en sådan patriotisk undervisning, som kaldte Trianon-freden for usandhed og opmuntrede til forandring af denne. Enhver anstrengelse var forgæves. Underskriverne af Trianon-freden var ikke til sinds at lave ændringer.
I 1938 blev enkelte dele af de bortannekterede områder annekteret tilbage til Ungarn med hjælp fra Tyskland. Derfor var Ungarn desværre nødt til at stå bag tyskerne og under Anden Verdenskrig stod vi også på den tyske side.
I 1945 førte sejrherrerne grænserne tilbage til de gamle Trianon-grænser. Ved fredsslutningen i 1947 blev der foreskrevet endnu flere skærpelser.
Rettighederne, der skulle forsvare de etniske mindretal kollektivt, forsvandt. Kun individets rettigheder kunne følges.
De offentliggjorde, at linjen til Pozsony/Bratislava (der ligger ved Donau) hørte til det tjekkoslovakiske område, og dermed gav man slovakkerne den mulighed i hænderne at dirigere strømme på Donaus vande efter behag.
Det var slutningen på Anden Verdenskrig, men der imellem skete der mangt og meget. Eftersom Trianon freden var blevet dikteret af de vestlige magter, ønskede ungarerne at forhandle med de vestlige lande angående Anden Verdenskrig.
Desværre førte dette ikke til resultat, for de vestlige magter (USA, England og Frankrig) lavede aftale med Sovjetunionen i Jalta om, at de ikke ville forhandle uden hinandens vidende om Europas fremtid. Derudover delte de Europa imellem sig og anbragte Ungarn i Sovjetunionens interessesfære. På baggrund af dette sendte vesterlændingene den ungarske forhandlingsdelegation til russerne.
Med dette overdrog de vestlige magter utvetydigt Ungarn til Sovjetunionen, og for den sags skyld også de områder, der efter krigen kom under russernes ”vinger”. Af det fulgte grunden til Churchills udtalelse: ”For at kunne slå Hitler, må man drikke dus med selv Fanden” (1). Det gav altså Stalin de omtalte områder, for at Sovjetunionen skulle gå i krig mod Hitler.
Ungarerne ville ikke under Sovjetunionens myndighed, men de vestlige magter anbragte dem der. Allerede i 1919 var der 133 dages proletar diktatur i Ungarn. Hvert et lag af det ungarske folk, fattig og rig, vidste som af et hjerte, hvordan virkeligheden var i det sovjetiske system. Fra denne tid var der ret mange kommunister, der fandt tilflugt i Sovjetunionen, og de ventede på mulighed for at kunne vende hjem. I 1944 var de ungarske politiske ledere ikke arbejderne, men i stedet godsejere og mennesker, der var endnu rigere. Derfor ville forhandling med den tidligere politiske fjende have været fornedrende. I tiden mellem de to verdenskrige var der ca. 3 millioner fattige i Ungarn. I hverdagssproget lød det, at Ungarn var de 3 millioner tiggeres land. Mange af dem håbede, at det sovjetiske system ville give dem et bedre liv.
Den herskende klasse var derimod sikre på, at i tilfælde af en sovjetisk sejr, ville al deres ejendom blive berøvet.
Efter disse tankespring går vi nu til det virkelige liv.

Rekrut under Anden Verdenskrig

I slutningen af september 1944 nåede de sovjetiske tropper i nærheden af de ungarske grænser. Landets ledelse skulle beslutte, hvad de skulle gøre. De bestemte sig for at starte forhandlinger med russerne. Men de ville trække mænd mellem 18 og 40 år bort fra det område, som de sovjetiske tropper besatte, i håb om, at de blev enige om en eller anden gunstig våbenhvile med russerne.
Det sted, vi boede, Orosháza, lå kun 25 kilometer fra grænsen, så på ordre tog vi også af sted i håbet om, at vi snart ville komme hjem. Min vandring varede to år, min broders i tre år.
Den 24. september tog vi af sted, til fods. Først skulle vi hjælpe med at bygge en taktisk beskyttelseslinje langs Tisza-floden. Den 6. oktober besatte de sovjetiske tropper i et snuptag vores hjemegn. Der var intet nyt om våbenhvile.
I starten af september blev folkene opdelt, så dem, der var over 21 år, blev indskrevet til militærtjeneste, og således kom jeg også dertil. Min broder var kun 18 år, så han blev i den civile enhed. Således kom jeg som soldat til Kaposvár på den anden side af Donau (Dunántul). Her fik vi nyheden om, at den ungarske regering havde anmodet de sovjetiske tropper om våbenhvile. Det var den 18. oktober. Desværre varede glæden over, at krigen var ovre, og at vi kunne tage hjem, kun en dag.
Som allerede nævnt var det ungarske samfund meget opsplittet. De samfundslag, der havde ejendom: godsejere, fabrikanter, den romersk-katolske kirke og hærens officerer, kunne alle regne med at miste deres ejendom. Blot det fattige folk kunne regne med noget godt.
Samtidig samlede de tyske tropper deres styrker og således blev der ikke indgået aftale om våbenhvile. Dem, der gerne ville fortsætte krigen, kom ud med sejren på trods af, at der ingen som helst chance var for at vinde krigen. Hærens udrustning var simpelthen lig nul. I vores enhed var der 20 ud af 100, der havde pistol. Derudover var der ikke andre våben. Det samlede antal af enheder, der var som vores, var på ca. 10.000 mand, og russerne havde allerede besat disse mænds hjemegn. Vejen var fyldt op med flygtende ungarske familier, der kom fra Transsylvanien og fra den sydlige provins (Vojvodina), for de turde ikke blive hvor de boede, da de var bange for rumænernes og serbernes hævn.
Således var vores skæbne beseglet. Vi havde ikke længere noget hjem. Russerne trængte så hurtigt frem på det flade land (pusztaen), at tyskerne først kunne lave nye forsvarslinjer ved Balaton. Således var vi i et ingenmandsland. Tanken om, at vi skulle passere fronten til vores fødestavn, optog mange. Jeg tog også af sted hjemad sammen med min ven. Vi kom ikke langt, før vores befalingshaver fandt ud af, at ”vi ikke gik den vej, som vi skulle”. I den store forvirring lykkedes det at bortforklare os ved at sige, at vi blot ville tage af sted med en gammel bekendt derfra. Heldigvis troede de os, og der var således ingen yderligere følge af vores ”fejltrin”.
Efter dette uheldige forsøg lovede vi hinanden, at vi ikke mere ville eksperimentere, vi ville gå, hvorhen de sagde. Den 30. november tog vi af sted fra Kaposvár til fods og vores ”fejltrin” var også på denne dag. Den 2. december sov vi i en fårefold i Balatonkeresztúr. Den 3. om morgenen, da der var opstilling, så vi overrasket, at kun 80 mand mødte op ud af vores 240 mands store enhed. De øvrige 160 var ”gået forkert” på vejen eller i skjul af natten. Bataljonens befalingshavende gjorde kæmpe skandale. De truede med henrettelse og hængning af disse, som fortsat ville lave sådanne numre. Vi fortsatte til fods.
Kort efter nåede vi til Balaton og her fandt vi os selv foran en splinterny forsvarslinje. Hidtil var vi i ingenmandsland og kun her var der mulighed for ”fejltrin”.
Samtidig bestemte de såkaldte Pilekorsfolk sig for at fortsætte krigen og dikterede strenge forholdsregler imod dem, der arbejdede imod en fortsættelse af krigen. Eftersom vi i det store og hele var ubevæbnede, gjorde vi ikke noget, for Pilekorsfolkene var hele tiden bevæbnede. Således havde vi ikke andet valg, end at fortsætte til fods, hvis ordren lød sådan.
Efter længere eller kortere ophold et sted ankom vi efter daglige 3 til 40 kilometers gang via Sopron, Wiener Neustadt og Berndorf til Amstetten.
Heldigvis undgik vi enhver form for krigshandling. Man agiterede over for os, for at få os til at melde os frivilligt til forskellige elite-tropper. De lovede os et pansret køretøj med og forskellige belønninger, men ingen meldte sig. Det var ikke muligt at overtale os til nogen som helst krigshandling. De behandlede os som utroværdige personer. Men det vigtigste var, at vi slap heldigt igennem dagene, og vi håbede på, at vi ville overleve krigens tid uden mén.Flertallet af vores befalingsmænd havde lignende tanker (tænkte som os). De ønskede ikke udmærkelser. De tog ikke del i nogen forvirret krigshandling. De troede også på den rolige overlevelse.

Sabotageramt i Danmark

Den 16. februar 1945 kom ordren om, at vi skulle stige på et tog og tage nordpå til Danmark, for de tyske tropper skulle sendes til fronten, og vi skulle sikre forsvaret af de danske jernbaner, når de tyske togsæt kørte derpå.
Vi blev lastet på en godsvogn, og efter en dag og en nat kom vi til den danske grænse. Jeg var meget nysgerrig efter Danmark, for hjemme havde vi hørt rigtig meget om det danske landbrug og om dets udvikling. Eftersom jeg arbejdede med jordbrug, var den danske verden meget spændende for mig. I Ungarn betragtede man det danske landbrug som et eksempel for den kommende udvikling.
Om eftermiddagen ankom vi til den danske by, der hedder Herning, og fortsatte videre om aftenen. Vores tog kørte langsomt, da vi fornemmede en stor rystelse. Døren på vores vogn gik op, lukkedes og gik atter op. Heldigvis lå vi på vognens gulv, og der skete os således ikke noget. I en anden vogn stod de op, og da døren gik op faldt mange i den åbne dør, og den lukkende dør slog en ung mand ihjel.
Toget standsede. Derefter gik officererne langs togsættet og sagde, at alle skulle blive på stedet, for de danske sabotører havde sprængt togsættet i luften. Efter lokomotivet var der en passagervogn, hvori officererne rejste, derefter en flad vogn.
Af vognens rejsende var der omkring fire døde og flere sårede. I alt var der fire døde ud af 1000 personer. Officererne offentliggjorde ildevarslende, at det kun var begyndelsen og at vi kunne vente fortsatte angreb. Det troede jeg ikke på. Jeg følte, at vi var blevet ofre ved en fejl, for danskerne havde ingen grund til at modtage os våbenløse på den måde. Kort efter viste det sig, at ind til den danske grænse havde et tysk togsæt kørt foran os, men ved grænsen lod de os komme foran og således blev vi sprunget i luften i stedet for dem.
Vi arrangerede de dødes begravelse og begravede dem på kirkegården i Herning. Sprængningen og begravelsen forevigede vi med fotografier. Efter at togsættet var istandgjort, rejste vi videre til det sted, der hedder Bedsted. Her fik vi ophold i en kirkebygning. Tyskerne tog til fronten og det blev vores opgave at holde vagt ved jernbanen, når der kørte tyske togsæt derpå.
Aftenen efter vores ankomst var en meget rørende oplevelse for mig. Jeg stod vagt uden for vores opholdssted, da der kom en lille pige ud fra nabohuset. Hun bar på en stor bakke. Først vidste jeg ikke hvad jeg skulle tro. Da hun kom nærmere, så jeg, at bakken var fuld af sandwich. Hun kom hen til mig og sagde, at de var til os. Først ville jeg ikke tro på, at noget sådant kunne ske, men kort efter viste det sig, at der ikke var tale om en misforståelse. Hun havde virkelig taget dem med til os. Jeg takkede taknemmeligt, tog bakken ind i vores opholdssted, delte dem ud og vi spiste dem med velbehag. Således blev det bevist, at vi ikke var fjender med hinanden. Vi kom til Danmark på livets vej og vi følte taknemmelighed til den danske befolkning over, at den ville hjælpe os med at holde os i live. Soldaterarbejde havde vi ikke rigtigt. Tyskerne havde efterladt 50 geværer og cykler til 250 mand. En gang imellem tog vi ud til jernbanesporet, når der ventedes tyske togsæt, så skulle vi vogte, at ingen uautoriserede personer gik på jernbanesporet. Der skete heller intet. Vi så ikke nogen, vi kunne tiltro noget ondt. De danske landmænd færdiggjorde forårsarbejdet, vi snakkede med dem. Vi prøvede at forstå hinanden på tysk. Efter kort tid lavede befalingsmændene en dansk-ungarsk ordbog, og det var en god hjælp.
Dagene gik i ro. Vi følte ikke en vind af krigen. Vi havde meget fri. Vi gik rundt i omegnen, vi undersøgte den danske provins. Vores forsyning var udholdelig. Vi fik også sold (lommepenge). 30 kroner om måneden.

Ven med en dansk familie

I slutningen af marts blev vi overflyttet til 4. telegrafistbataljon. Den enhed var i den landsby, der hedder Lønborg. Vi fik ophold i en landsbyskole.
Det var et godt sted, for det var langt fra landsbyens centrum, hvor befalingsmændene boede. Kosten fik vi derfra. Formiddagstimerne udfyldte vi med undervisning. Vi måtte lære mere om elektronikteknik og telegrafteknik. Efter middag havde vi ikke undervisning og vi kunne gå frit omkring på egnen.
Således havde vi mere tid til at lære beboere der at kende. Befolkningen her var ligesom i Bedsted, ja endda endnu mere venskabelige over for os. Vi havde flere muligheder for at lære nogen at kende.
På grund af forårsarbejdet var mange ude på marken. Blandt befolkningen var der mange unge. Vi var også unge, og blandt de unge opstod venskaber hurtigt.
På den ene gård boede familien Hundebøll. Her lærte vi 6 unge at kende, 3 drenge og 3 piger. Deres far, Peder Hundebøll, vidste ret meget om Ungarn. Han viste os de af hans bøger, hvori Ungarn spillede en rolle. Hans viden angående Ungarn var meget realistisk. På grund af sprogproblemer kunne vi ikke forstå hinandens tanker i detaljer, men de meninger, vi følte, at han havde om os, var meget forstående.
Drengene viste os ejendomme, som var fuld af den tids svarende maskiner. Vi lærte deres bespisning at kende. De viste os hvordan de levede. Her i virkeligheden så jeg den danske livsstil, som jeg havde læst om hjemme.
Her så vi det moderne landbrug, som også skulle virkeliggøres i Ungarn. Når vi havde fri, arbejdede vi hele tiden på at lære mere om det danske folk og det danske land. I Lønborg boede ungarerne på flere opholdssteder og alle steder opstod der på lignende måde gode forbindelser mellem den danske befolkning og de ungarske soldater.
Den 5. maj sluttede krigen i Danmark. Der var stor jubel over, at krigen var slut. På landsbyens torv blev der arrangeret en stor fest. Det betød samtidig ungarernes afsked, for efter ordre fra englænderne skulle de ungarske tropper trækkes ud af Danmark til Tyskland.
Derefter tog ungarerne afsked med deres danske bekendte. Jeg tog også afsked med familien Hundebøll. Jeg fik til minde et billede af faderen, Peder Hundebøll, og den yngste datter, Eva Hundebøll og et par håndskrevne linjer til erindring.
Med disse fotografier ledte vi efter Eva Hundebøll i 1970.
Vi fandt hende også, blandt andre bekendte fra dengang.
Der skabtes gode venskabsforbindelser mellem Boros og Hundebøll familien, som består endnu, og som har sin egen historie.

Krigsfangenskab i Slesvig-Holsten

Efter dette tog vi af sted til fods fra Danmark mod Tyskland, indtil videre mod et ukendt sted. Fra dette tidspunkt blev vi åbenlyst anset for at være engelske krigsfanger. Vi gik 50 kilometer om dagen, vi havde ikke tag over hovedet, vi sov på jorden. Ved den tyske grænse blev vi for første gang præsenteret for englændernes forholdsordrer. De, som havde våben, skulle aflevere dem, og derpå kom desinficeringen. Derefter gik vi videre.
Det havde været godt, hvis vi kunne have taget hjem til Ungarn, men efter ordre skulle vi i en krigsfangelejr, som vi indtil videre ikke vidste, hvor var. Efter flere dages vandring meddelte de, at vores krigsfangelejr skulle være i Tysklands nordligste del – ved Østersøen – den nordøstlige kanal – langs Østersøen – et eller andet sted – bliver vores krigsfangelejr..
En eftermiddag ankom vi til stedet, ved stranden af Østersøen (2), der hedder Nordeich. I træhuse, der stod ved strandkanten, blev vi anbragt. Der var flere af disse bygninger. Her sov vi uden seng på jorden dækket med halm. Vi havde kun den mad, som vi havde bragt med os fra Danmark. Efter en uge startede den organiserede spisning. Vi fik kun rå fødevarer, og det skulle de ungarske kokke så tilberede, koge, for at det kom i en tilstand, som var spiselig. Vand flere kilometer borte blev bragt til os i vandvogne. Krigsfangerne trak disse vogne, fordi der ikke var anden kraft. Det var efterår og bortset fra regnen havde vi det relativt godt. Vi skiftede opholdssted flere gange, men det betød kun, at vi flyttede i… af trækbarakker eller i stalde, men vi forblev ved havet. Flere tusinde mænd levede under sådanne omstændigheder. Den civile befolkning var temmelig fåtallig. Intet arbejde bød sig, for hvad der var i omegnen, klarede tyskerne selv. Når det var godt vejr, tog vi til stranden for at bade, den resterende tid vendte vi mod vores opholdssted, vores egen organisering.
Efter flere uger tog ungarernes indkvartering form i området (for områdets beboere) og flere gange kom vi sammen med lokalbefolkningen i forbindelse med en eller anden kulturel begivenhed.
Vi kunne endda gå i biografen i byen, der hedder Esselburen. Vi vidste ikke meget om verdens sager og begivenheder. Om Ungarn så meget, at landet var kommet under sovjetisk okkupation, mange mennesker var sendt til Sovjetunionen.
I august meldte udsendte fra Røde Kors deres ankomst, hvorved det var muligt at sende besked til vore forældre i Ungarn.
Som jeg allerede har nævnt, havde vi intet arbejde. Mange gange fremkom tanken, hvorfor holder de os her uden arbejde. Der var også nyheder om, at hvis de store blev enige, kunne vi sammen med englænderne og amerikanerne smide russerne ud af Ungarn. Men det var ønsketænkning.
Samtidig gik tiden, vi lærte omegnen bedre og bedre at kende, for det var muligt at spadsere flere kilometer. Vi boede ved Eider flodens åbning. Her var havets flod og ebbe ret stor. En dag blæste det op ved højvande, og det udløste panik i området. Man frygtede, at de kæmpemæssige vandmængder ville gennembryde digerne og oversvømme baglandet. Dag og nat stod vi sammen med befolkningen. Heldigvis skete det kun én gang, mens vi var der.

Livet i fangelejrene

Om sommeren var det godt vejr, men senere begyndte det at blive koldere. I august fik vi besked på, at vi skulle tage til vores vinteropholdssted. Vi var glade for nyheden, for vinteren ville have været kold på vores opholdssted ved havet, hvor der ingen opvarmning var. I starten af september steg vi på toget, og de førte os til byen, der hedder Bocholt ved den tysk-hollandske grænse. Uden for byen opstod en kæmpe lejr. Dets navn var Camp 8. I gamle dage var det uddannelseslejr for tysk ungdom. Her var vi, i modsætning til vores sted ved stranden, i et aflukke. Det var ikke tilladt at forlade lejrens område, der var indhegnet med pigtråd, som de engelske soldater vogtede. Vores beboelse var en træbarak med centralvarme og træsenge. I det hele taget et godt sted, kulturelt område. På træsengene fandt vi russisk sprogede indskrifter, som bevis på, at før os havde der boet russere. Ved siden af lejren var der et mindesmærke over de, der var døde i lejren. Vi håbede, at vi kom derfra i live.
Den engelske hærs rørledning, der tjente til forsyning af brændstof, sluttede her. Det var krigsfangernes opgave at hælde den benzin, der kom fra rørledningen, på kander og læsse dem på lastbiler. Dette arbejde varede hele dagen. Her kunne vi skam ikke klage over, at vi intet arbejde havde. Det var ikke rart, når det var koldt vejr.
Jeg var heldig, for jeg blev anbragt ved siden af den engelske lejrs elektriker, og så skulle jeg ikke tanke benzin. Vi havde ansvar for hele det elektriske netværk, også på den engelske side. Således kunne jeg gå frit omkring, ikke blot på det ungarske, men også på det engelske område. Når vi havde ordnet noget på den engelske del, fik jeg altid en eller anden gave. Cigaretter, kaffe, the eller chokolade. Det faldt alt sammen på et tørt sted. Jeg røg ikke, så cigaretterne delte jeg altid ud blandt mine kammerater.
På lejrens område var der masser af elektronisk materiale, hvoraf jeg kunne bygge et apparat, der kunne fungere som radio. Med den kunne vi allerede høre programmet fra den ungarske radio om eftermiddagen og i aftentimerne. Således vidste vi mere om situationen derhjemme. Gennem røde Kors kunne vi også allerede sende breve til Ungarn.
I foråret 1946 fik vi også brev fra vores familier i Ungarn. Livet i lejren var til at holde ud. De, der ikke arbejdede, fik mad, der svarede til 2000 kalorier. De, der arbejdede, fik 3000 kalorier. En gang imellem kunne vi spørge om udgangstilladelse. Med en sådan kunne vi gå fra lejren om eftermiddagen til kl. 22. På den tid var det muligt at se byen, som var fuldstændig revet ned. Her kunne man se de frygteligste følger af krigen. Vi havde ingen forbindelse med den civile befolkning, kun med medlemmerne af den engelske hær. Og de havde alle mulige forskellige oprindelser, som fandtes i det engelske rige.
Der var ikke pålideligt nyt om krigsfangernes hjemvenden. Således levede vi vores liv og fandt os i vores skæbne. Vi havde rimeligt gode relationer med englænderne. Vi fandt ud af, hvad vi måtte og hvad vi ikke måtte, og så gav vi ikke hinanden anledning til ubehageligheder. Jeg var også gode venner med min engelske chef. Han tog mig flere gange med til andre engelske lejre, når der var den slags arbejde. Således lærte jeg området omkring os at kende. I foråret 1946 startede arbejdet i byen. Vi arbejdede ikke med tyskerne. Englænderne sagde, at de ikke ville genopbygge Tyskland sammen med os.

Ventede blot på at komme hjem

I marts sagde de, at de ville føre os over i en anden lejr og derfra ville vores hjemvenden ske. Vi steg på et tog, og det bragte os til et nyt sted, Eselheiden (3). På ungarsk ville det betyde ”Æselmark”. Her anbragte de os i uopvarmede træ- og betonbarakker. Træbygningerne var godt isolerede og der var god luft i dem. Metalbarakkerne var som havde man skåret en seks meter bred tønde over og lagt den på jorden. Det er sandt, at det ikke regnede ind. Vinden blæste heller ikke ind, men det var uden luft og i solskin var der uudholdeligt varmt.
Dette var en rigtig krigsfangelejr. Det var indhegnet med tre pigtråd, i hjørnerne var der vagttårne, med våbenstillinger. Området mellem indhegningen var så jævnt, at selv en spurv kunne efterlade sig spor.
Halvdelen af lejren var med træbygninger, den anden halvdel de overskårede jerntøndelignende tunnelbygninger. Her var overhovedet intet arbejde udover at gøre bostedet rent. I lejren var der eksemplarisk orden, det var umuligt at vaske sig og komme i bad og opnå en hygiejnisk standard. Nu ventede vi blot på at kunne komme hjem. Med hver en solopgang ventede vi, at det ville blive tiden, vi kunne vende hjem. Men om aftenen skuffedes vi over, at heller ikke den dag bragte noget.
Der var ca. 8000 mænd i lejren. Vagtmandskabet hørte til et skotsk regiment. Søn- og helligdagen tog de pænt nederdel på og et virkeligt/rigtigt skotsk militærorkester spillede. Det var meget smukt at se og høre noget sådant. En enestående oplevelse. Vores forsyning var de vanlige fødevarer, der svarede til 2000 kalorier om dagen.
Uden beskæftigelse var livet meget kedeligt. Vi organiserede undervisning i en slags studiekredse og brugte tiden på at lære noget. Der var ret mange intellektuelle og således kedede hverken underviseren eller ham, der lærte noget.
Vi længtes meget, især efter vore familier. Det var ikke en behagelig situation at være langt hjemmefra et år efter krigens afslutning.
Jeg mindes en af vore kammerater, i hvem sådanne følelser opstod, at han med vilje gik ind i trådindhegningen, for at han på enhver måde ville undslippe herfra. Han trak sig ikke tilbage ved vagternes varselsskud og de skød ham ned. Han blev begravet der. Udover denne episode husker jeg ikke lignende.
I denne lejr, såvel som i den tidligere, havde der været russiske krigsfanger før os. Her var træsengene også fulde af russiske indskrifter. De må have været rigtig mange, for i blandt dem døde 45.000 mand. Der var et fælles gravminde. Det var en tresidet obelisk af marmor. På den ene side kunne man læse nekrolog over de afdøde på engelsk, på den anden tysk og på den tredje russisk. Her kom vi kun ud af lejren et par gange, da der var en engelsk-ungarsk fodboldkamp. Ved en lejlighed så jeg mindestøtten for første gang (I 1989 for anden gang).
I maj fik vi at vide, at vi kunne pakke sammen for vi skulle hjem.
Der var stor ståhej, vi ordnede vores små rejsepakker. En dag pakkede vi sammen og stod opstillet til afgang. Vi ventede på hvornår vi skulle af sted, men det skete ikke. Der kom ordre om, at alle skulle gå tilbage til deres opholdssted, for hjemsendelsen var stoppet. Fortvivlelsen var stor. Efter nogle dage viste det sig, at de sovjetiske tropper ville have det forrige togsæt, der kom til Ungarn, videre til Sovjetunionen efter ankomsten. Det ville englænderne ikke have og derfor standsede den videre hjemsendelse.
De begyndte at forhandle med de øverste myndigheder og først i september 1946 blev togsættene med krigsfanger på ny sendt af sted.

Hjemkomsten til Ungarn

Endelig den 16. september kunne vi stige på toget og tage af sted til Ungarn. På stationen overgav vore engelske ledsagere os til de ungarske myndigheder.
Modtagelsen af de tidligere krigsfanger startede. Heri tog englænderne ikke længere del. De ungarske modtagere stillede os ind i lige rækker. Alt vores grej skulle vi lægge foran os. De inspicerede alt og vi skulle aflevere de ting, der stammede fra den ungarske hær. Såsom livrem og rygsæk. Ting, der stammer fra andre steder, måtte vi beholde. Jeg havde ret mange tekniske materialer med, der var af tysk og engelsk oprindelse, som jeg uden hindring kunne tage med hjem. Og således var der landkortet, billeder, breve, som ikke skulle afleveres.
Jeg havde to ting, der blev bevaret fra min afgang fra Ungarn til jeg kom tilbage. Det var mit lommeur og barberkniven. De fulgte mig på min vej til enden og helt til nu har jeg dem stadig.
Modtagerne undersøgte på baggrund af vore data, at vi ikke var medlemmer af en folkefjendtlig organisation. Vi havde ikke begået nogen terrorhandling. Dem, hvor de fandt alt i orden, forsynede de med billet til hjemrejsen og de kunne tage af sted mod deres gamle hjemegn. De fandt ikke noget at udsætte på mig, og jeg tog af sted hjemad. Da jeg kom hjem, fandt jeg min mor og min far derhjemme, men ikke min bror. Til mine forældre havde han givet den besked, at han var i en arbejdslejr i Moskva. Han kom først hjem i 1948. Desværre var han syg af malaria, og først efter flere år blev han rask.
Fra Ungarn, eller det vil sige fra det område, hvor der boede ungarere, var der ca. 600.000 ungarere, der kom til Sovjetunionen. De fleste døde enten på krigsmarken, i fangenskab eller i arbejdslejr.
I tiden efter min hjemkomst kom vi flere gange sammen med venner, slægtninge og bekendte og fortalte om vores krigsoplevelser. Desværre var rigtig mange døde. Der var nogen, som var faldet i kamp, andre havde de invaderende sovjetiske tropper regelmæssigt henrettet. Den civile befolkning på vores hjemegn levede fra den 6. oktober 1944 til krigen sluttede i slutningen af maj i rædsel. Forsyningen af de sovjetiske soldater, såvel som de rumænske soldater, der på baggrund af den rumænsk-sovjetiske fredsslutning, var sammen med de sovjetiske tropper, skete på befolkningens bekostning.
Den mandlige befolkning kunne når som helst blive bortført og kvinderne når som helst forgrebet. Fra 1946 ordnedes situationen sig og der skete ikke ekstreme tilfælde længere. De kom hjem fra sovjetisk krigsfangenskab og fortalte også om deres oplevelser, hvilket var meget forstemmende. Jeg fortalte også om mine oplevelser. Det gjorde stort indtryk, at jeg i Danmark havde set det i virkeligheden, som vi hjemme havde læst i bøger, om landbrugets udvikling og hvad der var den ungarske bondestands drøm.

Gensyn med Danmark

I senere år, da den ungarske økonomi var blevet bedre og vi allerede havde bil, bestemte jeg, at vi skulle køre med bil hele den vej, som jeg havde gået til fods, og jeg ville vise de områder, som jeg dengang så. I Danmark ledte vi efter de mennesker, som jeg lærte at kende på det tidspunkt. Denne rejse fandt sted i 1970. Vi ledte efter det område, hvor familien Hundebøll havde boet. Lejligheden var der ikke længere. Til en nabo viste jeg de billeder, som familien i sin tid havde foræret mig, og derved kunne de føre os til Eva Hundebølls søster. Hun viste os vej, og vi mødtes med Eva og hendes mand, Åge Jensen, på en campingplads ved havet. De modtog os med ret stor glæde og venskab, og mødet efter 25 år var rørende.
De fortalte, at faderen Peder Hundebøll var død. Moderen, såvel som alle Evas søstre levede. De inviterede os hjerteligt til deres hus, hvilket vi tog imod med tak. Her mødte jeg igen, efter 25 år, Evas moder og Evas børn. Og fra da af og indtil i dag, 32 år oveni de foregående 25 år, har vores bekendtskab varet 57 år.
Efter vores første besøg besøgte de os i Ungarn. Og så besøgte vi dem igen i Danmark. Disse besøg gentages igen og igen, dermed forstærkes det dansk-ungarske venskab, som vi håber vore børnebørn også vil fortsætte.

Oversættelse fra ungarsk: Ragnhild Hundebøll.

Fodnoter:
1. En omskrivning af et citat fra Churchill: Hvis Hitler angriber helvede, så vil jeg lægge et godt ord ind for djævelen.
2. Nordsøen
3. Eselheiden ved Paderborn, hvor der sad 16.000 ungarere i vinteren 1945/46