I barken på et gammelt bøgetræ i en plantage ved Vejle indridsede en ungarsk soldat sit navn i foråret 1945. Sándor Joszef hed han.
Træet står i Helligkilde Skov og ligger på sydsiden af Fabriksvej mellem Bredsten og Skibet.
Soldaten er ukendt, men det er sandsynligt, at han havde været på patrulje langs den nu nedlagte jernbane mellem Vejle og Vandel i foråret 1945, da han skrev sit navn i barken med en kniv. Derved efterlod han sig et sjældent mindesmærke fra besættelsestiden, da han og tusinder af ungarere var tvangsudskrevet til tysk krigstjeneste i Danmark.
Det er anden gang, at der er blevet fundet et træ i Danmark med ungarske inskriptioner fra 1945. I Frederikslund Skov nord for Holte i Nordsjælland står et træ, hvor ungarske soldater under en patrulje i april 1945 indridsede det ungarske våbenskjold samt en ungarsk national bøn. I 2004 opsatte den daværende Søllerød Kommune et skilt ved træet.
I plantagen ved Vejle er der ikke opsat et skilt. Men i en turguide til Haraldskær Skov omtaler træet som Sándor Joszefs Bøg.
Historisk Atlas
Kandidat til evighedstræ:
april 2004: Danmarks Naturfredningsforening i Vejle oplyser i et nyhedsbrev, at træet i Helligkilde Skov er kandidat til en status som “evighedstræ”. Der er ikke tale om en egentlig fredning, men der udfærdiges et dokument og opsættes et skilt på eller ved træet som en markering af dets særlige status. Træet med den ungarske indskrift tilhører Vejle Kommune.