Ungarsk spil i forsamlingshuse

Lørdagsbal med ungarsk underholdning

Ungarer Underholdning
Ungarer Underholdning

I årene efter krigen optrådte den ungarske familie Béla Foris ved koncerter og andre arrangementer over hele Jylland.

Det startede i 1945, mens familien opholdt sig i flygtningelejren i Tversted i Nordjylland. Da optrådte de ved et fodboldarrangement med danske unge, hvilket blev en stor succes. Siden fik ungarerne den ene invitation efter den anden. I alt blev det til 165 koncerter og andre arrangementer med omkring 50.000 tilhørere.

Ofte optrådte familien i forbindelse med lørdagsbal i forsamlingshusene. Béla Foris spillede violin, datteren Elisabeth på klaver, og fru Foris sang ungarske folkesange. De underholdt med klassisk musik en times tid, og derefter var der fælles kaffebord og dans.

Af programmet fra Tennishallen i Skagen den 18. maj 1946 fremgår, at der også blev budt på ungarsk kor, en sketch, folkedans i nationaldragter og ”Wienervals danset af ungarske damer”.

For ungarerne var det en kærkommen anledning til at komme væk fra flygtningelejren og møde danskere. Overskuddet gik til blandt andre Røde Kors og Red Barnet, som hjalp med at bringe nødforsyninger af mad og medicin til Ungarn.

Læs også:
Modstandskampens ukendte helt

Skriv et svar