Finn Reindahl, 7183 Randbøl. Juli 2016:
Overlevende fra sabotagen?
Mit korte glimtvis kendskab til de ungarske soldater fandt sted mellem 1944 og 1950, men detaljerne kan måske hjælpe andre med at få udfyldt et hul i deres historie.
Jeg er årgang 1932 og boede i Kibæk fra 1939 til 1947, men gik i Herning gymnasiums mellemskole fra april 1944 til maj 1947 og derefter 2 år i Græsted kommuneskoles 3. og 4. real. I 1949-50 arbejdede jeg som mejerielev på Lerbæk Mejeri i Esbønderup ved Esrum.

I Herning gik jeg i en oplandsklasse, hvor 28 af 30 elever måtte benytte 5 forskellige togforbindelser, som førte til knudepunktet Herning samt landevejene Ringkøbing – Herning og Brande – Herning. Var der ikke sabotage på en togforbindelse, var der mange gange på en af de andre. På Skjern – Herning banen, som var min skolevej, var der fra september 1944 til maj 1945 21 sabotagehandlinger. Holstebrobanen blev saboteret 3 gange i samme periode. Det var på denne bane ungarer- toget blev afsporet den 19. februar, hvor der var 5 dræbte og 32 sårede.
Jeg benyttede et 10 kroners månedskort til skoletoget fra Kibæk til Herning. Det skulle fornyes en morgen inden, jeg skulle med toget. Til min store overraskelse og skræk var hele ventesalens gulv fyldt med hel- eller halvsovende soldater, der var ankommet i nattens løb. Selvfølgelig troede jeg, det var tyskere, da jeg ikke havde kendskab til de forskellige uniformer. For at nå frem til det næste lokale med billetlugen måtte jeg følge en smal bugtende ”sti” mellem soldaterne, som senere viste sig at have været ungarske. Det var skrap kost for en 12 års dreng. Spørgsmålet er nu, hvorfor opholdt de ungarske soldater sig på Kibæk station?
Da jeg ikke kan huske nogen dato for begivenheden, kunne man gætte på, det var de overlevende fra sabotagen på ungarer-toget ved Gødstrup, der opholdt sig i ventesalen. De overlevende var måske via Skjern på vej til Holstebro, som var deres oprindelige destination. Men se for en sikkerheds skyld omtalen i Ole Møller Jensen og Mogens Bendixen: ”Den lange vej til friheden” side 136. Det kunne jo være, at det var i Kibæk og ikke i Studsgaard, at de ungarske soldater tvang det danske lokomotivpersonale til at køre toget tilbage til Herning.
En anden mulighed var måske, at ungarerne var på vej til Hvedde en kombineret militær- og flygtningelejr 5 km. fra Kibæk.
Side 135 i nævnte bog findes en påstand om ungarerne, som er værd at undersøge og måske modbevise: ”Tropperne bestod hovedsagelig af ungarske frivillige, der var formeret i ”Pilekorpset”, en nazistisk kampenhed i lighed med Frikorps Danmark.”
Fra 1947-50 var jeg aktiv i Græsted skytte- og gymnastikforening som atletikudøver. Af og til var der konkurrencer mellem de små foreninger i Frederiksborg Amt på ret simple spring- løbe- og kastebaner. En af de konkurrerende foreninger var efter min bedste hukommelse Ramløse, som til min store forundring havde 2 ungarer på holdet. Løberen var ca. 22 år, mens kasteren var lidt over 30 år. Der blev givet en forklaring på, hvorfor de opholdt sig i Danmark, men den er gået i glemmebogen. Vi betragtede dem på samme måde som jyder eller bornholmere, der var flyttet til Nordsjælland uden nogen tanke om statsborgerskab. To – tre år tidligere var jeg selv blevet omplantet fra Midtjylland til Esbønderup i det nordsjællandske. Som 16-17-årig kom jeg til at konkurrere med de voksne, og blev flere gange besejret i 100 m løb af ungareren.
I 1949 afholdt Skytte- og gymnastikforeningerne et stævne for Frederiksborg Amt i atletik på FIFs fine stadion i Hillerød. Det var samtidig delvis udtagelsesstævne til amtets hold ved Danmarksmesterskaberne i Vingsted ved Vejle. På de fine løbebaner fik jeg bedre tid end ungareren, men han blev udtaget, da han havde vundet flest løb i vore indbyrdes konkurrencer og var den mest erfarne.
Ønsker man at finde frem til navnene på de to ungarer er det evt. muligt via deltagerlisterne til amtets atletikstævne i Hillerød eller Skytte- og gymnastik-foreningernes Danmarksmesterskaber i Vingsted i 1949.

Jozsef Leitner, H-1137 Budapest. Juli 2013.
My mother (LEITNER Sándorné, born: BORDÁS Terézia, 1925, Hungary) was from March 1945 in Tversted with other Hungarian women. They worked in a hospital. Th Hungarian women and children were coming with the Hungarian soldiers (Pioneers, and NOT Fighting troops) to Denmark. After the end of WW II. the women were staying with the children in Tversted. Some name of the Hungarians: LEITNER Sándorné (Teri, my mother), REMÉNYI Erzsébet (Erzsi), BARÓTI Lajosné (with daughter Judith, and with mother of B.L.-né). They had a very good danish girlfriend RUTH, she worked at the Post, and she gave the letters for Hungarian girls. In the first weeks the danish locals thought, that the Hungarian women are fascist enemies, but after some weeks they understand, that the Hungarian women and children are also “victims” of the WW II, and they have nothing to do with fascist Germany. Simply, their husbands were young soldiers (25-35 years), and they got the order to go the Denmark, without fighting.
MY MOTHER TOLD ME (I was born in 1955 Budapest), the most beautiful things about the time in Denmark, and she never forget to say me all the time, that she was happy in Denmark, and she was first and last 56 killogram. I would like to say once a THANK YOU for the danish people, and I want to know more about RUTH, the young girl at the post, who gave the letters for the Hungarians, and invited them for a coffee at home.

Elin Skjold, Björkø, Sverige. Februar 2013:
Jeg er født i Lønborg. Min familie var ret tæt på de ungarske soldater, min mor vaskede for dem (600 mand). Sognefogeden kom en aften sammen med et par militærfolk og en menig og spurgte, om hun ville.. Min mor sagde ja til jobbet, hun havde koldt vand og en gruekeddel, og selvfølgelig et vaskebræt til sin hjælp. Det var altså starten, siden kom der soldater hver uge i mit hjem, for at aflevere vask eller også hente de rene klæder. De lærte sig gebrokkent dansk. En af dem hed Josef, husker jeg, han var en lærd mand ifølge min mor. Han savnede sin familie i Ungarn. Hjemme havde han en lille datter på min alder, så jeg blev hans yngling. Han fortalte min mor, at han ikke kendte sin families skæbne, vidste altså ikke, om de levede. Én af soldaterne var virkelig dygtig, han lavede de fineste træskære arbejder: tallerkener, gaffel og ske til mig, salatsæt osv. Alt det eksisterer desværre ikke mere, blev stjålet mange år senere.

Gábor Harmai, Hungary. Maj 2012:
Mein Grossfather war in Danemark am Ende des Weltkrieges.Er hat ein Tagebuch geschrieben, dass wir später digitalisiert haben. Unsere Familie ist eigentlich sehr dankbar für die dänische Volk, und wir konnten das bis heute nicht aussprechen.Erlauben Sie also, dass ich jetzt diese “Danke” ausspreche. Es gibt zu viele tragische Momente in der ungarichsen Geschichte in der XX. Jahrhundert, aber es ist eine sehr schöne, und für unsere Familie sehr wichtige Ausnahme, dass 12. 000 ungarische Soldaten die letzte Monaten des II. Weltkrieges so, in Dänemark überleben konnte. Sie haben in Dänemark Verständnis, und sogar eine bestimmte Gastfreundschaft bekommen. Die dänische Volk hat verstanden, dass sie nicht freiwillig gekommen sind, und einfach zurückkehren möchten.

Sõregi Zoltán. Februar 2012:
I found you excellent website. I have been very glad, cause very rare the hungarian soldiers respect out of Hungary, particularly in West Europe. We thank your job with the book and website. I will promote it on the Facebook and between my partners.

Szilvi Kriston-Simon, Budapest, Hungary. December 2011:
As far as I know　 my grandfather was in Hurup during the WWII – I do not know exactly yet, because I just have started to read his diaries. He was only 18 years old too, anyway. The most important thing is that　 – despite the wartime conditions – he felt himself very good in Denmark, developed such a good connection with the local people that he wanted to visit that place once again in his lifetime. Later on he succeed: he visited Denmark in 1989 as the communist era finished and the borders opened.

Steve Doszpot MLA, Calwell ACT 2905, Australia. August 2011:
I am an Australian national with a Hungarian background, my parents were refugees from Hungary in 1956. 　I have been looking for information on my Father (Istvan Doszpot) who was one of the young Hungarian soldiers who arrived in Denmark towards the end of World war II, and was a prisoner of war in Denmark under the British. My Father died in 1992 and we do not have any details of where he was held in Denmark, but he often spoke about his experience in Denmark and the wonderful support he received from the Danish people. 　I recall one episode he related about this period, his experience of taking part in an exhibition Table Tennis game (as a POW) for General Montgomery, who was visiting the British troops and of shaking hand with the General, my Father was a very good player and I believe he may in fact have won the exhibition match (?). In any case he always held the British soldiers in high regard for the fair treatment that he and his fellow POW’s received. The information about your book ( on a Hungarian translated site) is the first time I have come across any information on Hungarian Prisoners of War in Denmark, and I will endeavour to track down a copy of your book. 　Incidentally, thank you for your great research and congratulations for a book that I look forward to reading in full.

Georg Palmüller, Kamen, Deutschland. August 2011:
My father Lajos Palmüller was one of the soldiers. He is now 88 years old and he told me that he served in Skagen, guarding the ammunition depot of the germans. He has good and very positive memories about his time in Denmark. After the war ended he was POW of the British Army and came to Wetter an der Ruhr in Westfalen, Germany. Somehow he found a job at the coal mine in Kamen, Westfalen, Germany, where I am living.
The older he becomes, the more he is telling me about his time during World War II. He has very good memories of his time there. The danish people were friendly to him and he said that his time in Denmark was the best time of his war time.  I would like to take him to the farm where he made friendship with a farmer. After the war ended, the farmer wanted him to stay with his family permanently. But my father can’t remember if the farm was located at the west- or east-coast of Northern Jütland. And he doesn’t know the name of the farmer. That will be not easy. He served in the 3rd Bataillon of the 82. regiment. He said that he was stationed in buildings close to the hotel in Hjörring. He spent a lot of time with his commander with the surname “Soos”.

Annelise Kronbo Andersen, Næstved. November 2010:
Har lige fået og læst bogen om de ungarske soldater, som er meget interessant; især da mine forældre havde 1 af de unge kadetter fra Præstø,på deres gård,fra ca. 1946 og frem, og havde varigt venskab med ham og hans danske kone.　Tak for interessant læsning.

Zoltan Kiss, Vancouver, Canada. November 2009:
It’s history that was obscure to me. How and why Hungarian soldiers ended up in Denmark and how our group, the　students ended up with them. It’s amazing that German and Hungarian Nazi leaders in the last days of the war still assumed that they can train 　hastily collected, ignorant conscripts in three month- in Denmark. One thing is certain, it was an unbelievable luck for us, the students. Your book gives a good review of Hungarian history of the period that was also partly news to me. As a teen-ager, having access only to the Hungarian, German and secretly the English radio, I realized they were full of their own propaganda, consequently did not trust any of them as the truth. In hindsight, they were dangerous time for every individual, survival was unpredictable, but the experience shaped our future.

Ilse N. Midtjylland. juli 2008:
Min far var én af de ungarske arkitektstuderende. Jeg blev født den 5.11.1946 og har desværre aldrig mødt ham og han døde 22.12.2001. Jeg har fundet en søster i Ungarn – Marianna – og hun har skrevet til mig. Nu er der en der kan fortælle mig om min far, som jo desværre døde for 7 år siden, og jeg glæder mig så meget til at hun fortæller mig en masse om min far, så jeg på en måde kan lære en masse om mig selv.

Hanstholm: Venskab varede ved
Bent Johansen, Hanstholm

Århus: Opstand i Vennelystparken april 1945
Jan Streit, Grindsted

Brovst: En ukendt fødende
Inge Marie Ladefoged, Vester Skerninge

Sorø: Ungarsk overgivelse
Kjeld Juul, Frederiksberg,