12. april 2005
Jyllands-Posten
Kronik

De glemte ungarere

For 60 år siden blev 12.000 ungarere tvunget i tysk krigstjeneste i Danmark. Men hvorfor forsvandt de så hurtigt ud i historiens mørke? Den tragedie, som blev deres skæbne, hører også til vores historie, skriver dagens kronikør, der med et lån fra en tysk historiker karakteriserer ungarerne som de forrådte, de foragtede og de glemte

Af Søren Peder Sørensen
journalist, Brønshøj

I disse uger kan vi fejre 60 år for Danmarks befrielse. Mindre kendt er det, at det også er 60 år siden, at 12.000 ungarske soldater med familier blev tvangsudskrevet til militærtjeneste i Danmark.

De fyldte ganske meget i det danske landskab den korte tid de var her. Deres tilstedeværelse var i høj grad med til at påvirke besættelsestidens sidste uger. Den tragedie, som blev deres skæbne, hører også til vores historie. Alligevel forblev de ukendte. Ungarerne var så godt som glemte fra den dag i maj 1945, da de i lange kolonner marcherede ud af landet. Hvorfor? Det kan næppe skyldes, at Ungarn ligger uden for vores rækkevidde. For det taler begivenhederne 11 år senere sit klare sprog om. Dengang, i 1956, fik den ungarske opstand mod de russiske besættelsesstyrker en enorm offentlig opmærksomhed. Historien om de knap 1500 ungarske flygtninge, der dengang kom til Danmark, er almen kendt. På biblioteker er der masser af bøger, der beskæftiger sig med den periode. Men ikke en eneste om det som hændte 11 år tidligere, da ti gange så mange ungarere kom til landet. Der kunne ellers have været grunde nok.

Mange opfattede dem som noget andet end en besættelseshær. I Illegal Information kan man f.eks. læse, at man opfattede dem som internerede af tyskerne. Men man kan også støde på udtryk som krigsfanger og flygtninge. Uanset hvad, så var det en usædvanlig hær. Blandt dem var unge drenge og ældre mænd, og det var slet ikke ualmindeligt, at de med i følget havde kærester, koner og børn, ja i nogle tilfælde forældre og bedsteforældre. Hertil kom, at de medbragte deres egne heste samt karakteristiske pindevogne til deres oppakning. De var i krigens slutfase blevet beordret af sted af den ungarske Pilekors-regering, som Hitler ved et kup havde indsat ved magten i oktober 1944. Hensigten var at de skulle have militær træning, så de i hast kunne sendes til fronten. I realiteten skete der dog noget andet, fordi tyskerne fik brug for dem som arbejdssoldater i Danmark, hvor de skulle indgå i bl.a. bevogtningstjeneste langs jernbanen.

Den største koncentration fandt sted langs den jyske vestkyst, fra Fanø i syd til Hanstholm i nord. I Vendsyssel lå to bataljoner med hver ca. 1000 mand. På Sjælland lå en bataljon i Høveltelejren ved Birkerød. En anden bataljon var lokaliseret til egnen omkring Hvalsø, mens en tredje bataljon var i Odsherred. I krigens sidste uger blev ungarske enheder flyttet til Bornholm, hvor de boede i selvbyggede jordhytter nær den tyske flyveplads syd for Rønne.

Ungarerne var slet udrustede til opgaven og de var alt andet end motiveret. Det kom til ballade og uro lige efter deres ankomst, og det fortsatte med voksende intensivitet frem til tyskernes kapitulation. Fra Næstved meddelte den danske illegale nyhedstjeneste, at ungarerne havde forsøgt at gasse tyskerne ud, mens de lå og sov på kasernen. Tyskerne svarede igen med at chikanere dem, tildele dem små madrationer og give dem tørre tæsk. Tydeligst kom ungarernes uvilje til udtryk, da en ungarsk enhed i slutningen af april 1945 nægtede ordren om at blive sendt til fronten. På eksercer-pladsen foran Rosenborg Slot i København forkyndte en tysk officer søndag den 22. april om morgenen ordren, hvorefter ungarerne flygtede ud i de københavnske gader. I flere timer bølgede kampene frem og tilbage i den hidtil blodigste konfrontation mellem ungarerne og tyskerne. Den fik tragiske følger, også for de otte danskere, der intetanende havde bevæget sig ind i skudområdet. Tyskernes slette behandling af ungarerne var så oprørende, at den ikke kunne holdes skjult for danskerne i de berørte egne. Der er mange eksempler på, at ungarerne i hemmelighed søgte beskyttelse og knyttede kontakter til lokalbefolkningen i de egne, hvor de opholdt sig. Mange danskere fik på en ganske uofficiel måde indblik i ungarernes tragedie, afskåret fra hus, hjem og fædreland, og i stor uvished om egen og familiens videre skæbne. Men kontakten rakte videre til også at omfatte et egentligt samarbejde mellem ungarske officerer og den danske modstandsbevægelse.

Ikke mindst det sidste er interessant, fordi arkiverne ved nærmere eftersyn rummer en del materiale, der viser, at samarbejdet var langt mere omfattende end det sporadisk er kommet til udtryk i faglitteraturen. Et par år efter krigen blev der nemlig iværksat en officiel dansk undersøgelse, der havde til formål at klarlægge, i hvilket omfang de ungarske enheder havde samarbejdet med den danske modstandsbevægelse under besættelsen. Af den undersøgelse, som udmøntede sig i et officielt notat, der blev sendt til den ungarske regering i efteråret 1947, fremgik det, at modstandsbevægelsen i flere egne havde indgået en stiltiende aftale med ungarerne om at kæmpe på samme side, såfremt det i krigens slutfase skulle komme til kampe på dansk jord mellem allierede og tyske tropper. Det var et samarbejde, som i et tilfælde rakte op til den øverste ledelse, den danske Generalkommando, nemlig i forbindelse med det ungarske 93. regiments 6. bataljon, som lå i Høvelte i Nordsjælland. Af notatet fremgik det, at ungarerne i flere tilfælde havde samarbejdet med danske modstandsfolk om bl.a. våben, jernbanesabotage og i at hjælpe nedstyrtede allierede piloter på flugt. Men notatets opsigtsvækkende indhold kom ikke til at ændre på det forhold, at ungarerne i det store og helt var glemt fra den dag, da de kort efter tyskernes kapitulation fik ordre fra englænderne om at udmarchere sammen med deres forhadte våbenbrødre.

Glemslen kan have flere årsager. Det var trods alt en meget kort periode, hvor de var her. Blot nogle få uger, fra slutningen af januar til hen i maj 1945. Det var en periode, hvor der skete mange dramatiske ting, og hvor glæden over befrielsen den 4. maj om aftenen kom til at overskygge alt andet. Hertil kom, at de ungarske soldater trods alt udgjorde en lille gruppe, set i sammenhæng med, at den tyske besættelsesstyrke talte 230.000 mand i Danmark i foråret 1945. Vi ved f.eks. heller ikke ret meget om de russiske krigsfanger, som tyskerne havde ført til Danmark endda i et større antal end ungarerne. En anden årsag til glemslen kan have været, at det var på landet, at de tætteste relationer opstod mellem lokalbefolkning og ungarerne. Det var på disse egne, at venskaber opstod, som ofte varede ved efter krigen og så længe, at der er eksempler på, at de fortsatte i 2. generation. Men det var venskaber, der forblev anonyme for offentligheden. De færreste talte og skrev om det. En tredje faktor var, at ungarerne efterfølgende ikke kunne blande sig på grund af efterkrigstidens politiske forhold i Europa. De blev lukket inde bag et jerntæppe og af et regime, hvor al skrift og tale om dette emne var forbudt. De tav om deres ophold i Danmark og afskar sig derved også fra at bidrage til offentlighed om emnet. Det er først i de senere år, efter murens fald i 1989, at ungarske veteransoldater er begyndt at skrive og tale offentligt om det i Ungarn. Men den vigtigste årsag til glemslen er nok af psykologisk art. Ungarerne havde stået på den forkerte side af krigen. Og hvem ønskede at huske taberen? Skønt ungarerne havde gjort deres til at skubbe til tyskernes hældende vogn i krigens sidste uger, kunne de intet ændre ved det faktum. Befrierne, nemlig englænderne, havde ikke blik for dem og den indsats, som de havde ydet, bl.a. ved at yde modstandsbevægelsen aktiv støtte. De løfter, som modstandsbevægelsen havde afgivet til ungarerne om bl.a. at sikre dem en ordentlig hjemrejse, kunne ikke opfyldes af den grund, at englænderne ville noget andet. De skulle i krigsfangenskab.

I knap fire måneder varede den ungarske udstationering. De begivenheder, der indtraf i forbindelse med den, føjer sig til en lang række af ydmygelser og nederlag, som blev den høje pris, ungarerne måtte betale for ufrivilligt at have deltaget i 2. Verdenskrig på tysk side. For mange kom opholdet i Danmark og det efterfølgende krigsfangenskab i Tyskland eller i russiske arbejdslejre til at kaste mørke skygger ind over resten af deres liv.

De forsvandt ud i historiens mørke som de forrådte, foragtede og glemte. Det er den tyske historiker Gerhard Schreiber, der har brugt denne betegnelse ”Verraten. Verachtet. Vergessen”, ganske vist om de italienske internerede i den tyske hær under 2. Verdenskrig.  Men noget tilsvarende kunne siges om ungarerne. De blev forrådt af deres eget lands ledere. De blev foragtet af deres tyske våbenbrødre. Og siden blev de glemt af os alle.

Og dog spillede de en rolle. For det var her i landet de befandt sig, da tyskerne kapitulerede. Det var her, at de under ekstremt farlige forhold trådte i kontakt med den danske modstandsbevægelse og bidrog til en fælles kamp mod tyskerne. Og det var her, at de blev glemt. Skønt det nu er 60 år siden, at det skete, var det trods alt en indsats, der bør fortjene større agtelse end den fuldkomne glemsel. Måske netop fordi der er gået 60 år.