Danske Krigsbørns medlemsblad “Rødder” nr. 1 2008
Boganmeldelse
Søren Peder Sørensen: De ungarske soldater i Danmark. En glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig. Museet for Varde By og Omegn, 2005. 157 sider, rigt illustreret. Pris 175 kr.
Anmelderen Arne Øland skriver:
At der ikke kun befandt sig tyske besættelsessoldater i Danmark fra 1940 til 1945 er dokumenteret på flere måder, selv om de ikke er særligt synlige: gravsten på landets kirkegårde taler deres eget sprog, oprettelsen af flygtningelejre efter nationalitet fra sommeren 1945 og frem, eksempler fra erindrings- og vidnesbyrdlitteraturen, som her fra Leif Panduros selvironiske beskrivelse af sin tid i modstandsbevægelsen:
”Den dag deltog gruppen i to store ’slag’. Først gik vi til angreb på Østerbrogades kaserne. Hvorfor er jeg ikke klar over! De tyske soldater på kasernen var dels over tres og under seksten, dels var næsten ingen af dem tyskere, men udskrevne elsassere, böhmere, slovener, polakker og andet godtfolk. Slaget døde hen af sig selv af mangel på ildhu hos modparten”. Leif Panduro Det var i maj … Da Danmark blev befriet. (uden årstal)
Og ordet ’ungarer’ kunne meget vel have optrådt mellem slovener og polakker i Panduro-citatet ifølge Søren Peder Sørensens spændende dokumentation. Før jeg læste Sørensens bog, anede jeg ikke, at der ankom mere end 12.000 ungarske soldater her til landet i løbet af besættelsens sidste måneder. Bogen er skrevet på en så medrivende måde, at der hele tiden beskrives nye sider af besættelsestidens historie, som man lige må have med. På denne måde slugte jeg den på ingen tid og måtte flere gange vende tilbage til passager, jeg var røget for hurtigt igennem. Baggrunden for at de mange ungarere blev sendt til Danmark, lidt af Ungarns nyere historie bl.a. om Pilekorset, enkeltpersoners ofte tragiske skæbner, gennemgående nøglepersoner som feltpræsten Janos Pohly, hans dagbøger og fotografier, det hemmelighedsfulde samarbejde med modstands-bevægelsen, samt de danske og de allieredes svigt ved kapitulationen, årene i allierede krigsfangelejre – alt det og mere til berettes der om i denne lille, fine bog.
Jeg gengiver her et par uddrag om den tragiske, forfejlede jernbanesabotage ved Herning i februar 1945, hvor Sørensen perspektiverer til den større europæiske historie (jeg har dog fjernet noterne):
“Mandag den 19. februar 1945 kort før midnat blev en ungarsk troppetransport udsat for et sabotageangreb ved landsbyen Gødstrup vest for Herning. Ved sprængningen blev fem ungarere dræbt samt 32 såret, og den danske togfører blev lettere såret. Sabotagen var blot en af mange. I alt blev der begået over 1500 sabotager mod jernbaner i Danmark under 2. Verdenskrig, og alene i februar 1945 blev der begået 227 jernbanesabotager. Når denne aktion adskilte sig fra de andre, skyldtes det, at den var det første og i øvrigt eneste danske angreb på en decideret ungarsk troppetransport. Underretningen om episoden ramte de ungarske enheder, der netop var ankommet til landet, som en chokbølge og åbnede deres øjne for, at der i Danmark udspandt sig en partisankrig, som de nok havde bemærket, men ikke taget alvorligt. Sabotagen er også bemærkelsesværdig, når man ser på, hvordan den danske modstandsbevægelse forsvarede aktionen. Mere end noget andet har netop dette forsvar rejst tvivl om, hvordan ungarernes placering var i den tyske værnemagt og i forholdet til Pilekorset og Ferenz Szálasi.
Troppetransporten var ankommet til den danske grænse ved Padborg samme dags formiddag. Under den videre transport op gennem Jylland blev den af DSB registreret som særtog 9919 med læsset transport nr. 277111 og med Hurup i Thy som endemål. Transporten ankom til Herning samme dags aften ved 22-tiden. Da det tungt læssede tog – med 41 vogne og et mandskab på mellem 900 og 1000 mand, foruden heste og køretøjer – satte sig i bevægelse, lå danske sabotører parate, og de udløste bomberne, da transporten kort efter nåede Gødstrup et par km vest for Herning. (side 51)
Det var alment kendt, at Ungarn var én af Tysklands allierede under 2. Verdenskrig. Siden den tyske invasion af Rusland i sommeren 1941 havde landet entydigt stillet sig på tysk side. Mere uklart var det, hvordan man skulle tolke situationen, efter at Tyskland havde besat Ungarn i foråret 1944, og Pilekorset var kommet til magten i oktober 1944. Skulle man på den baggrund opfatte de ungarske enheder i Danmark som “Frivillige”? Tilhørte de Szálasi, der fanatisk fastholdt kampen på tyskernes side, eller var de Horthys soldater, der ønskede at trække sig ud af krigen ved våbenhvile i 1944? ‘Frivillig” var en gængs betegnelse for ungarske soldater, der opholdt sig i Danmark som en del af den tyske værnemagt – og ikke blot for ungarske soldater. Betegnelsen blev brugt om alle de ikke-tyske enheder, som var tilknyttet den tyske besættelseshær: Russere, kroater, rumænere, polakker, estere og italienere, der i foråret 1945 tilsammen udgjorde næsten 25 procent af den tyske hærs samlede mandskab i Danmark. Af tyskerne blev de rubriceret som “Freiwillige Verbände”, og den betegnelse kan man også finde anvendt af danske historikere. Det er forståeligt, at udtrykket er blevet oversat til dansk som “frivillige forbund”, men frivillige i ordets egentlige forstand var de ikke. Mange af dem havde som krigsfanger fået valget mellem udsigten til at dø i fangelejr eller at trække i tysk uniform. Heraf kan man ikke udlede, at de var venligt stemt over for tyske interesser. Deres ‘krigsfrivillighed” var ofte mindre end beskeden, men de måtte acceptere forholdene, som de var, eller se døden i øjnene. De ungarske tropper befandt sig i en gråzone, hvor de hverken var krigsfanger eller frivillige. De var en national hær og bar ungarsk uniform. Hertil kom, at de havde egne befalingsmænd, der dog var under tysk overkommando – og det var på en tysk befaling, at de blev ført til Danmark for at påbegynde en militær uddannelse.
“Hvis vi havde vidst det, altså at tyskerne ikke havde en chance for at komme tilbage til Pécs, ville vi aldrig have været taget af sted”, skrev Zoltán Csákány i sin dagbog og tilføjede: “Så kunne vores overordnede have truet med alskens ulykker, og om, at dem, der prøvede at flygte, ville blive skudt. Havde de dog blot afholdt sig fra at true os af sted, så ville alt have været anderledes”.
Frivillige ungarske enheder i lighed med Waffen SS eller Frikorps Danmark, som de midtjyske sabotører opfattede det, var der ingen af i Danmark. Mange af de ungarske mænd, der kom til Danmark, havde forinden tilhørt særlige arbejdsbataljoner, som stod til rådighed for militærtjeneste, uden at de havde fået en egentlig uddannelse. Det anslås, at der i foråret 1944 var 936.000 mænd i Ungarn, der tilhørte sådanne ad hoc grupper uden at være indkaldte. Det blev de først i forbindelse med Szálasis beslutning om en total mobilisering i oktober 1944. I Ungarn skelnede man skarpt mellem den ungarske hær og frivillige enheder i Waffen SS. De frivillige enheder var tolereret af den ungarske regering under Miklos Horthy, men de blev aldrig en del af den ungarske hær. Hertil kom, at tyskerne efter besættelse af landet i foråret 1944 gennemtvang en ordning, så ungarske mænd, især folketyskere, kunne udskrives til værnepligt i Waffen SS. Det udløste en bølge af nyopstillede Waffen SS enheder i efteråret 1944, da Sovjethæren nærmede sig Ungarns grænser. De blev senere ført til Tyskland, sideløbende med uddannelsesenheder fra den ungarske hær. Til Danmark ankom alene enheder fra den ungarske Honvedhær, og den ungarske troppetransport, som blev bomberamt ved Gødstrup mandag, den 19. februar 1945, var ingen undtagelse. (side 53/54)
Foruden fotografier og kort rummer bogen også en oversigt over de forskellige ungarske enheders placering i Danmark samt noter og litteraturhenvisninger. Det er prisværdigt, at et lille museum og forlag som Museet for Varde By og Omegn tør binde an med denne og lignende udgivelser (se http://www.vardemuseum.dk/). Og historikeren Aage Trommer har absolut ret, når han i bogens forord skriver: Det er fortjenstfuldt, at Søren Peder Sørensen har gennemført denne undersøgelse og trukket ungarerne frem af glemslen, og det er glædeligt, at den nu kan udkomme i bogform. Den har almen interesse og fortjener stor udbredelse.