28. februar 2006
Tarm Ugeavis

Ungarerne i Lønborg og Vostrup

Af Karsten H. Nielsen

Omkring 75 var mødt op på Skavenhus den 22. februar for at høre journalist Søren Peder Sørensen berette om ungarerne i Lønborg og Vostrup i krigens sidste måneder.

Foredragsholderen blev født i Lønborg 10 år efter krigen. Hans mor kunne fortælle, at ungarerne var nødstedte mennesker. Men der manglede beretninger om disse mennesker i historiebøgerne.

I 1993 tog Søren Peder Sørensen rundt og talte med de folk i sognet, der kunne huske noget fra den tid. Senere drog han til området syd for Balaton søen i Ungarn. Herfra var de fleste ungarere i Lønborg og Vostrup kommet. Ud fra samtaler, breve og dagbøger havde han samlet stof til en bog om denne menneskelige tragedie.

Pilekorpset
Ungarn deltog i Hitlers krig imod Sovjetunionen fra 1941. Da det begyndte at gå galt, søgte Ungarn at opnå våbenhvile via Moskva. Det opdagede tyskerne, og Hitler indsatte en lydregering af folk fra det såkaldte Pilekorps, nogle forfærdelige bøller.

Da russerne nærmede sig Ungarn, sendte regeringen 300.000 ungarere af sted til Tyskland. Her skulle de uddannes militært og vende tilbage for at forsvare fædrelandet.

Nogle af de indkaldte var fra et arbejdskorps, og de havde kvinder og børn med.

Den 1. januar 1945 når de skrækslagne mennesker grænsen til Østrig. Herfra blev de sendt med tog vestover. På vej op gennem Tyskland blev de 300.000 mand splittet og sendt ad forskellige ruter. Men efterhånden blev de presset nordpå, til Danmark. De når grænsen den 28. januar, og på det tidspunkt er alt stor forvirring. De var mange steder i Danmark, men blev hele tiden sendt videre, fordi de gjorde knuder. Nogle ville således være stukket af i både fra Nordsjælland til Sverige. Det blev forhindret af tyskerne, som så satte Gestapofolk ind i geledderne hos de folk, der senere endte i Lønborg og Vostrup.

Vestjylland
Efterhånden koncentreredes den største samling, o. 12.000 mand, i Vestjylland, hvor de afløste tyske soldater, der blev sendt til kamp i Tyskland. 550 dukkede op i Lønborg og Vostrup. Her beslaglagde de skoler, forsamlingshuse m.v. Men resten måtte ud på gårdene.

Lederen beretter i sin dagbog, at folk på gårdene så forstenede ud. De ville ikke have dem boende. Lederen bad så pastor Bork Hansen, der var med som tyskkyndig tolk, forklare, at ungarerne var imod tyskerne. Så kom smilene frem på de danske ansigter.

Bork Hansen havde det ikke nemt. Han skulle oversætte og hele tiden gå mellem bark og ved. Han var kontaktmand til modstandsbevægelsen og levede i konstant angst. Han lagde ikke skjul på, at han var bange. Men han overvandt sin angst; det er vel det egentlige mod. Smeden var også med i modstandsbevægelsen.

Angst og kedsomhed
Tyske instruktører skulle uddanne ungarerne til soldater, men de var ikke overdrevent ivrige på dette tidspunkt af krigen.

Ungarerne var bange for deres skæbne. De kedede sig også. De brugte megen tid på at fjerne det mustangfly, der nødlandede i engene nord for Lønborg.

Ungarerne var også på pletten, da en engelsk Halifax nødlandede i fjorden ved Skavenhus. Ungarske officerer og danskere fik fire fra besætningen sendt i to forskellige retninger – to blev senere fanget af tyskerne. Men to blev gemt af danskere, først i Fjerbæk, så i en plantørbolig, hvor de blev forklædt som arbejdere.

Gudstjenesten
De katolske ungarere bad Bork Hansen om at få en påskegudstjeneste i Lønborg Kirke. Bork Hansen var med rette bange for, at dette ville kunne misforstås, både af tyskere og danskere. Men han endte med at sige ja. Den danske menighed skulle gå ud efter den danske gudstjeneste, men folk blev stående. Bork Hansen læste en prædiken af Luther. Derpå kom han med nogle personlige betragtninger, hvilket fik ungarerne til at græde.

Ungarerne lovede, at hvis danskerne ville skjule de ungarske kvinder og børn, som tyskerne havde planer om at sende til Tyskland, ville ungarerne støtte modstandsbevægelsen, hvis det kom til kamp mellem tyskere og indtrængende allierede. Det blev aftalt, og heller ikke dette var uden risiko for de deltagende parter.

Befrielsen
Pludselig slog befrielsens time for danskerne. Mens folk i Lønborg stod på gaden og sang ”Der er et yndigt land”, stod de ungarske officerer og gjorde honnør. Mens danskerne jublede, var ungarerne meget stille, uvisse på deres videre skæbne, som de var. Men de sang deres egen nationalsang.

Selv om beboerne søgte udenrigsministeriet om at ungarerne måtte får en særbehandling, blev dette ønske ikke imødekommet. englænderne ville ikke gå med til det.

Den 10. maj 1945 drog ungarerne af sted. Folk i Lønborg og Vostrup stod på gaden, vinkede og græd, ungarerne vinkede og græd. De fik mad med på den usikre tur af danskerne, som først og fremmest betragtede ungarerne som nødstedte mennesker. Sognerådsformanden havde givet dem anbefalingsskrivelser med til andre sogne på ruten om at behandle ungarerne godt.

I krigens allersidste dage var der blevet lavet en ungarsk-dansk ordbog. Ud fra den skrev ungarerne breve til folk i Lønborg og Vostrup, efter at de var kommet hjem.

Søren Peder Sørensen høstede stærkt bifald for sin beretning om bange mennesker i en farlig og uberegnelig tid.