Postkortet er sendt fra Gavnø den 18. april 1946 af Josef Borai, der skriver til sin hustru hjemme i Budapest. Han savner at høre nyt hjemmefra, han kan fortælle, at han har fået arbejdstilladelse i Danmark, men er uden arbejde. Han håber på at blive ansat hos en herrefrisør, men det er uvist endnu, og i så fald skal han køre 14 kilometer med bus. Han slutter med at ønske dem alle en god påske.
“Gid at alt står vel til, og at I får noget at spise. Jeg er heldigvis blevet inviteret til Næstved til en familie, som jeg besøger én gang om ugen”.
Postkortet er dukket op i Danmark i forbindelse med en såkaldt byttedag, hvor Dansk Posthistorisk Selskab mødes og bytter postkort og breve. Derved er Klaus Hansen kommet i besiddelse af postkortet. Han mener, at postkortet er kommet via den tyske Ebay og fra en tysk sælger.
Som samler er han blevet specielt opmærksom på postkort, der relaterer til de tyske og de allierede flygtninge i Danmark efter Anden Verdenskrig. Det er et ret ukendt aspekt, men der dukker flere og flere postkort op i disse år på auktioner og andre steder.
“Der er næste ikke noget litteratur om emnet og jeg kan kun se, at området vokser mellem hænderne på mig efterhånden som jeg både blive klogere og også efterhånden som jeg får samlet korrespondance fra de mange forskellige steder”, siger han.
Josef Borai tilhørte kadetskolen fra Marosvásárhely, der opholdt sig i Præstø og Næstved i tiden umiddelbart før og efter tyskernes kapitulation. Han var 47 år og hans militære titel var underkorporal. Det er uvist hvad der siden blev af ham.
Hej SPS
Spændende med postkortet. Synes ikke at have set det tidligere. Mon dette er et nyt fund? Mange hilsner, Laszlo